BDM, volontører, tanzania

Seks nye volontører på deres livs rejse

Seks unge volontører rejste midt i august til det sydlige Tanzania i BDMs volontørarbejde. I de kommende 5 måneder skal de arbejde på børnehjemmet Peter´s House i Sumbawanga og i førskole-arbejdet Cheke Chea i Kipili ved Tanganyikasøen.

De seks volontører er Helene Thybo Hørup, Andrea Vig Carlsen, Helene Roager, Helene Vestergaard Tang, Rebekka Brødsgaard Knudsen og Luisa Fernanda Blond.

Helene Roager fra Løgumkloster og Luisa Fernanda Blond fra Løsning er begge 20 år og skal undervise i engelsk og arbejde i førskolen i Kipili.

De fire andre volontører Helene Thybo Hørup (21 år) fra Viuf ved Kolding, Andrea Vig Carlsen (21 år) fra Sunds, Helene Vestergaard Tang (22 år) fra Spjald og Rebekka Brødsgaard Knudsen (22 år) fra Mårslet skal arbejde på børnehjemmet og med gadebørn i Sumbawanga.

En oplevelse for livet

To gange årligt sender BDM volontører afsted til en oplevelse for livet!

Opholdet i Tanzania udfordrer årligt op til 12 unge mennesker til at gøre en konkret forskel i et projekt, hvor der er brug for dem.

Som volontør hos BDM bliver man en del af det lokale samfund, idet vi arbejder tæt sammen med de lokale tanzanere. Volontørerne tilknyttes også byens kirke. Det betyder, at de lærer kulturen at kende indefra, hvilket giver en unik mulighed for at få Tanzania under huden.

Langt ude

- Når du rejser med BDM kommer du langt ud! Du kommer til at spise ris og bønner med fingrene, svinge hofterne til trommerytmer i kirken, beundre stjerneklare aftener, vågne til lyden af haner, der galer og børn som leger – alt sammen noget, der vil udfordre dig og sætte sig spor i dit liv, siger ungdomsmedarbejder Tine Elmelund Christensen, som er ansvarlig for volontørprogrammet. Hun er netop rejst med volontørerne de første 14 dage til Tanzania for at give dem en god opstart, inden hun vender hjem til sine egne studier og øvrige opgaver blandt BDMs unge i Danmark.