Volontører er kommet godt i gang

BDMs seks unge volontører, som frem til sommer skal arbejde i Sumbawanga og Kipili, er kommet godt i gang. Det fortæller Kipili-missionærerne Janice og Mads Refshauge Jakobsen, som har taget imod dem:

- Mads kørte tilbage til Kipili for at opsætte et hegn rundt om deres volontørhus og etablere en bedre internetforbindelse til dem, mens jeg blev i Sumbawanga for at introducere dem til livet i denne del af Tanzania. I løbet af den første uge besøgte vi markedspladserne, Brødrekirkens kirkeledelse, det teologiske seminarium, syskolen og desuden flere private hjem, siger Janice.

De seks volontører er i fuld gang med swahili-undervisningen, som fortsætter indtil fire af dem rejser videre til Kipili, hvor der venter opgaver i førskolen og på missionsstationen.

Søndag den 7. februar rejste yderligere 3 volontører ud fra Danmark til Sikonge i Tanzania, hvor de i de kommende måneder skal undervise og passe missionærparret Mia og Michael Toldam Korsgårds tre drenge.