Varm velkomst til missionærfamilie

Vi har nu boet i Sikonge i to uger. Det hele har været anderledes, nyt og spændende. Vi glæder os til at lære både sproget, folkene og stedet bedre at kende den næste tid

Sådan sætter Mia Toldam Korsgård ord på de første indtryk fra Sikonge, hvor hun sammen sin mand, Michael, og deres tre drenge ankom til midt i januar. De første uger er gået med at hilse på naboer og kontakter i landsbyen, og så fik hele familien en varm velkomst med taler, gaver, dans og et overdådigt måltid på hospitalet i byen, hvor Mia skal være tilknyttet som rådgiver.

Forbereder volontørankomst

Michael har holdt møder med de håndværkere, der skal renovere volontørhuset, så det kan stå klar, når tre volontører i midten af februar slutter sig til familien. Lærervolontør Frederik Ørskov skal undervise parrets to ældste drenge, Halfdan (11) og Vilfred (9) i hjemmeskole, mens to andre, Christina Vejen Knudsen og Linnea Brinkmann Thomasen skal passe 4-årige Eskil og ledsage ham i børnehaven kaldet Cheke Chea.

Når volontørerne kommer, begynder ægteparret på swahili-undervisningen.

- Vi har prøvet at gøre os forståelige på swahili, slået op i ordbogen og prøvet igen, siger Mia. Og så har vi spist mango hver dag og set kokken slagte og plukke en høne til vores frokost.

Undersøge det nye

Der er mange nye og praktiske ting, der skal læres og ordnes, i mødet med en anderledes hverdag og anden kultur. Så flere dage er også gået med at undersøge området skridt for skridt. En gåtur hen ad vejen og en køretur ned på markedet, hvor de fandt ud af, hvor man kan købe sodavand. Og så har familien været med til de første lange og festlige gudstjenester i Brødrekirken, slutter Mia.

 

Følg Mia og Michael Toldam Korsgårds arbejde for BDM i Sikonge på facebook og Instagram