01.03.2019

3,5 mio skal styrke sundhed

Dit barn får pludselig høj feber, men vejen til hjælp er en fem timer lang bådtur, fordi søvejen er eneste vej til nærmeste sundhedsklinik. Du får fødselskomplikationer eller problemer i graviditeten, men har ingen mobilforbindelse, der kan sætte dig i kontakt med en læge eller jordmoder. Dine børn er tørstige, og du må hente vand fra selvsamme sø, som fungerer som landsbyens kloak.

Det er hverdagen for tusindvis af fattige congolesere. De bor i et vidstrakt område langs kysten, på vestsiden af den store Tanganyikasø i Østcongo. Derfor har BDM - af Civilsamfund i Udvikling (CISU) - fået bevilget 3,5 millioner kroner til en ny fase i vores sundhedsprojekt. Sammen med de lokale samarbejdspartnere fra Brødrekirken i Tanzania og DR Congo gøres der - de næste 3 år - en målrettet indsats for børnenes sundhed, kvindernes situation i forbindelse med prævention og graviditet samt kvinders rettigheder.

- Sundhedsprojektet udgør en vigtig del af Brødrekirkens hjælpearbejde i 22 afsidesliggende landsbyer i Moba-regionen på Tanganyaikasøens vestkyst. Uvidenheden er på alle områder stor. Basalt sundhedsarbejde har vist sig at have en mærkbar effekt på levevilkårene og sundheden i de små fattige samfund, fortæller Jens Peter Rejkjær, general- og missionssekretær for BDM, som besøgte området i 2018 og glæder sig over projektstøtten til næste fase: - Vi glæder os over at kunne hjælpe endnu mere, og forvalte støtten fra CISU til gavn for congoleserne, siger han.

Sundhedsprojektet skydes igang maj 2019, hvor pendlermissionær Knud Elmo Knudsen rejser til DR Congo for at søsætte projektet sammen med Brødrekirkens medarbejdere.