22.03.2019

Shoppingtasker fra Sumbawanga

En farverig forårskollektion af bæredygtige indkøbstasker pryder lige nu hylderne i Shop Karibu

Den unikke indkøbstaske er et bæredygtigt produkt, som kan købes for 249 kroner. Tasken er håndlavet af syskole-elever fra KARAKANA i Sumbawanga i Tanzania. Shop Karibu fører også flere andre produkter fra syskolen.

Det er seniorvolontør Margrethe Lorenzen, som er primus motor for kontakten til syskolen, som er oprettet og støttet af Brødremenighedens Danske Mission:

- På skolen går 12 unge piger, som arbejder i et sparsomt indrettet klasseværelse. De stryger med et kulstrygejern og arbejder på seks gamle trædesymaskiner. Pigerne bor i nedlagte containere få meter fra sylokalet, og laver selv deres måltider over bål. Menuen består hver dag af Ugali (majsgrød) med kogte bønner og evt. en kogt grønsag.

Hjælp til selvhjælp for unge piger

- Ved at forhandle deres produkter i Danmark giver vi de unge piger hjælp til selvhjælp. Indtægterne skal hjælpe dem til at få bedre muligheder og til at ernære sig som syersker. De fortjener en fremtid, hvor det er lidt nemmere at være kvinde i Afrika, siger Margrethe Lorenzen i sidste nummer af BDMnyt, hvor hun fortalte historien om hendes første møde med de unge syskoleelever.

Læs eller genlæs historien om syskolen i BDMnyt nr. 1. 2019