Så kom volontører alligevel ud

Klar, parat, vent... start! Seks unge volontører er ankommet til Tanzania med forsinkelse. Nu venter fem spændende måneder forude

Med en uges forsinkelse har BDM nu sendt seks unge volontører til Tanzania. Fredag den 22. januar rejste de via Doha fra København til Dar Es Salam.

- BDM har, trods Udenrigsministeriets nuværende rejsevejledning, vurderet det forsvarligt at rejse fra Danmark til Tanzania på nuværende tidspunkt, idet volontørerne først forventes at skulle rejse tilbage, når vaccinen er udbredt i Danmark, siger generalsekretær Jens Peter Rejkjær om beslutningen.

I løbet af den sidste uge har han ført indgående med BDMs bestyrelse, vores missionærer og tanzanianske samarbejdspartnere. Mens volontørerne er kommet godt af sted, må pendlermissionær Knud Elmo Knudsen forblive i Christiansfeld en tid endnu, da DR Congo, modsat Tanzania, er lukket for indrejse på grund af coronapandemien. Planen var ellers, at Knud skulle tilse BDMs store sundhedsprojekt langs Tanganyikasøen, men det har han måttet klare online og over en telefonforbindelse indtil videre.

Børn og praktiske opgaver venter

De seks volontører skal i de kommende 5 måneder arbejde for BDM på børnehjemmet Peter´s House i Sumbawanga, i førskole-arbejdet Cheke Chea og hjælpe med praktiske arbejdsopgaver i Kipili ved Tanganyikasøen.

De seks volontører er Kathrine Hagelskær, Liane Skovhold Plauborg, Jonas Skifter Laulund, Mads Gram Sørensen, Julie Skjold Hedegaard og Heidi Linde Pedersen.

Kathrine Hagelskær (20) og Liane Skovholm Plauborg (20) er begge fra Skjern og skal arbejde på børnehjemmet og med gadebørn i Sumbawanga.

Julie Skjold Hedegaard (21) fra Horsens og Heidi Linde Pedersen (21) fra Skjern skal begge arbejde i førskolen i Kipili.

Jonas Skifter Laulund (22) og Mads Gram Sørensen (22) er begge fra Kibæk og skal som praktiske volontører bl.a. arbejde for BDMs missionærer Janice og Mads Refshauge Jakobsen på missionsstationen i Kipili.

BDMs volontørprogram er populært

To gange årligt sender BDM volontører afsted til en oplevelse for livet. Opholdet i Tanzania udfordrer hvert år unge mennesker til at gøre en konkret forskel i et projekt, hvor der er brug for dem.

- Som volontør hos BDM bliver man en del af det lokale samfund, idet vi arbejder tæt sammen med de lokale tanzanere. Volontørerne tilknyttes også byens kirke. Det betyder, at de lærer kulturen at kende indefra, hvilket giver en unik mulighed for at få Tanzania under huden, siger ungdomsmedarbejder Tine Elmelund Christensen. Hun er ansvarlig for volontørprogrammet og samlede i første weekend af januar de nye volontører til forberedelser online.