Præster cyklede halv årsløn ind til albansk kollega

En lun dansk sommeraften i sadlen indbragte hele 50.000 kroner i sponsorstøtte til albansk kollega

Albanien er for mange danskere et ukendt land. Men det blev der lavet lidt om på tirsdag den 18. juni, hvor Tingstadens Y´s Men´s Club havde arrangeret sponsorcykelløb i Viborg. Her var præstekjolen erstattet af cykelhjelmen, da en gruppe præster fra Viborg og omegn trak i cykeltøjet for at samle penge ind til en albansk kollega.

Cyklede sponsorpenge ind

På eksercerpladesen på det gamle kaserneområde i Viborg trådte de cyklende præster og andre deltagere fra Y´s Men´s klubben så hårdt i pedalerne, at de bagefter kunne donere mere end en halv årsløn til Dena Grillo Fortuzi. Hun blev den 1. januar 2019 ansat af Brødremenighedens Danske Mission (BDM) for en femårig periode.  Planen er, at hun inden længe skal ordineres som første kvindelige præst i den lutherske Brødrekirke i Albanien.

På vej mod selvstændighed

Kirken i Albanien har siden 1993 været støttet af BDM og danske Y´s Men´s klubber såvel på lokal basis som fra den landsdækkende region. Det før så lukkede land åbner i disse år vinduerne mod verden, og kirken har nået endnu et stort skridt frem mod selvstændighed med den kommende ordination af Dena Grillo Fortuzi. Hun var selv en af de første piger, som deltog i kirkens børneklub, da kristendommen - efter fire årtier under kommunistisk jerngreb - igen blev tilladt i begyndelsen af 1990´erne.

Ildsjæl bag indsamling

Initiativtager til løbet var Tingstadens Y´s Men´s Club med ildsjælen Ankjær Toftgaard Poulsen i spidsen. Han er selv tidligere præst i Albanien og har fulgt kirkens liv siden opstarten i 1990´erne. Derfor satte han sig sidste år personligt i spidsen for - med BDMs opbakning - at samle lønkroner ind til Dena Grillo Fortuzi, som p.t. er under uddannelse via teologiske fjernstudier på et universitet i Pennsylvania, USA.

Taknemmelighed i Albanien

Netop hjemvendt fra et fire dages besøg i kirkecentret i Tirana glæder generalsekretær i BDM, Jens Peter Rejkjær, sig over det flotte resultat:

- Tak til alle som cyklede med eller gav et sponsorbeløb og en stor tak til Y´s Mens klub Tingstaden for deres initiativ. Det er fantastisk at mærke den voksende interesse for de albanske kristne og deres behov.

Projektet runder nu 100.000 kroner i indsamlede midler, og med dugfriske indtryk af behovene i Albanien håber han, at støtten fortsætter:

- Det betyder uendeligt meget for de få albanske lutherske kristne at mærke det danske rygstød. Både de og vi er opmuntrede over de muligheder, som Denas ansættelse åbner op for i arbejdet dernede. Vi glæder os til at følge hendes og kirkens næste skridt.

Foto: Ib Olsen