Ny missionær udsendt

En fyldt Grindsted Kirke sendte søndag den 22. december BDMs nye missionær Rasmus Kjær Jensen til Kigoma i Tanzania

Flere end 200 kirkegængere fyldte Grindsted Kirke til udsendelsesgudstjenesten for Rasmus Kjær Jensen den fjerde søndag i advent. BDMs formand og Brødremenighedspræst Jørgen Bøytler ledte forbønshandlingen og velsignede, sammen med bl.a. generalsekretær Jens Peter Rejkjær, Rasmus Kjær Jensen til den tjeneste, som han påbegynder kort efter nytår i Tanzania. 

Grundtone af glæde

Selve gudstjenesten og den efterfølgende udsendelsesfest i missionshuset Kronen foregik i et vellykket samarbejde mellem BDM, Grindsted Kirke og Indre Mission i Grindsted. I kirken slog sognepræst Steen Frøjk Søvndahl tonen an fra begyndelsen med henvisning til profeten Esajas´ bog: "I skal øse glæde af frelsens kilder." Og netop glæden blev en grundtone i den fyldte kirke, hvor også to dåbshandlinger fandt sted forinden forbønnen for Rasmus Kjær Jensen

Han skal blive større

Jørgen Bøytler prædikede ud fra søndagens tekst om Johannes Døberen, er peger hen på Jesus Kristus, og han mindede om, at mission i sin essens handler om "at han (Jesus) skal blive større, og jeg skal blive mindre." Derpå understregede han også vigtigheden af ydmyghed og villighed til tjeneste, når vi følger Guds kald i mission.

Fest og hilsner i Kronen

Indre Mission var efter gudstjenesten vært for en frokost i missionshuset Kronen, hvor nær 100 mennesker fulgte trop med fællessang, information om BDMs arbejde ved BDMs generalsekretær Jens Peter Rejkjær og en række hilsner til den kommende missionær.

Både familie, tidligere kollegaer og BDM missionærer samt Indre Missions lokale formand Henrik Bak Jepsen lykønskede og opmuntrede den 30-årige nye missionær til at hvile i, at det er Guds mission han rejser ud i. Mange gav desuden tilsagn om at ville følge, støtte og bede for Rasmus Kjær Jensen, som rundede dagen af med en personlig takketale, hvor han fortalte mere om sit kald og sin trosrejse frem mod denne skelsættende dag.

 

Rasmus Kjær Jensen rejser til Kigoma i begyndelsen af 2020. De første måneder tilbringer han på sprogskole i Iringa, inden tjenesten fortsætter i Kigoma ved Tanganyikasøen. Vil du følge, støtte og bede for Rasmus kan du tilmelde dig hans nyhedsbrev på 3529 4820 eller bdm@bdm-dk.dk