Motion gav penge til mission fra Lindehøj Kirke

Sponsorløb gav 60.000 kroner til mission på Ydre Missionsdag i Lindehøj Kirke. BDM var med og handicappede børn i DR Congo får nu glæde af det fine resultat

Lindehøj Kirke har gennem flere år været engageret i at samle penge ind til børnehjemmet for handicappede børn i Uvira, DR Congo. Det er blevet til mere end 100.000 kr. gennem årene til det arbejde, som Brødremenighedens Danske Mission står bag.

Søndag den 15. september 2019 var der arrangeret Ydre Missions gudstjeneste i Lindehøj Kirke i Herlev, hvor sognepræst Michael Andersen prædikede over søndagens tekst om Den barmhjertige Samaritaner. Efter kirkefrokosten fortalte BDMs general- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær om børnehjemmet i Uvira, hvor 60 handicappede børn får håb om en lysere fremtid.

Masser af motion og mission

Missionsdagen fortsatte med et sponsorløb, hvor mange deltog og enten løb eller cyklede på en afmærket rute tæt på kirken. Da resultatet skulle gøres op, var der samlet næsten 60.000 kr. ind. Støttekroner som fordeles mellem Mission Afrika og Brødremenighedens Danske Mission. De, der havde cyklet og løbet længst, fik uddelt medaljer, hvilket også var tilfældet for de personer, der havde samlet flest penge ind.

- Vi sætter stor pris på samarbejdet med Lindehøj kirke omkring børnehjemmet i Uvira. Det er helt fantastisk, at en ½ times sponsorløb kan resultere i så flot et resultat, siger Jens Peter Rejkjær, som også udtrykker glæde over at samarbejdet kan fortsætte år efter år:

- Lindehøj Kirke fylder 50 år i år, og i den forbindelse afholdes der senere på efteråret også en markedsdag, hvor de har besluttet, at overskuddet går til de samme to ydre missionsprojekter. Det er vi dybt taknemmelige for.