Missionærer under tanzansk lockdown

Hvad gør man som missionær, når samfundet lukkes ned og der skal holdes social afstand? Jo, man renoverer missionsstationen, underviser i coronasmitte, går på boligjagt og fanger krokodiller

"VI ER LÅST INDE i Kipili i disse måneder”, fortæller BDMs missionærpar Janice og Mads Refshauge Jakobsen i deres seneste nyhedsbrev fra Tanzania. Covid-19 situationen har betydet, at de har måttet aflyse en planlagt rundrejse til 26 Brødrekirker langs Tanganyikasøen. I øjeblikket kan de heller ikke  holde deres ugentlige samlinger for evangelisterne i området

Tanzania åbner op

Seneste officielle udmelding fra Tanzania er, at den store lockdown blødes op efter at præsident John Magufuli har erklæret Tanzania for coronafri! En "sandhed" der dog mødes med stor skepsis fra mange sider både nationalt og internationalt. Primary og Secondary skoler genåbnes den 29. juni, men allerede i begyndelsen af juni fik de ældste elever lov at vende tilbage på ungdomsuddannelserne.

Forskønnelse af faciliteter

I skyggen af corona-epidemien har missionærparret i Kipili igangsat en omfattende renovering af missionsstationens ejendomme. ”Når vi igen kan holde seminarer for menighederne rundt om søen, vil vi være i stand til at beværte op til 40 personer, siger Mads, som kalder coronatiden for ”den perfekte mulighed for at renovere disse huse.”

” Vi håber næste år at kunne afholde flere seminarer her i Kipili og invitere kirkernes ledere hertil. På denne måde vil vi få mere kvalitetstid sammen.”

Bibelstudier prioriteres

Fælles bibelstudier har også i en coronatid høj prioritet i missionsarbejdet, og en væsentlig del af den vision, som Janice og Mads bærer på for kirkernes udvikling i Rukwa-provinsen. Derfor er de også i fuld gang med at udvikle undervisningsmateriale og -videoer, som bruges til at øge kendskabet til Bibelen. Det skal motivere tanzanierne til i højere grad selv at studere Bibelen på en relevant måde i menighedslivet.

Ensom evangelist 

I flere år har evangelisten Mshota i Kipili forsøgt at samle menigheden til bibelundervisning søndag eftermiddag. Mange gange er han endt med at sidde alene i timevis eller gennemføre det med kun én eller to deltagere. Med det nye undervisningsmateriale fra missionærparret har han nu med held skiftet taktik: ”Mshota er begyndt at besøge folk ude i deres hjem, hvor de studerer Bibelen med det materiale, vi laver hver uge, fortæller Janice. ”Der har vist sig en opmuntrende åbenhed og interesse for at diskutere Bibelen sammen, som vi glæder os over”, siger hun.

Rasmus landet i Kigoma

500 kilometer længere mod nord ankom BDMs nyeste missionær Rasmus Kjær Jensen til Kigoma midt i april. Kigoma ligger ligesom Kipili ved Tanganyikasøens østlige bred. Også her har Covid-19 påvirket arbejdssituationen for missionæren, som da han ankom til Tanzania januar først har været på sprogskole i Iringa. De første uger i Kigoma var Rasmus på rundtur i distriktets kirker for, dels at blive præsenteret og dels  undervise dem i, hvordan de kan forebygge coronasmitte. ”Vi har fået god feedback på vores synlighed, og de lokale fortæller, at de nu bedre forstår, hvorfor de bør vaske hænder, bære maske og rengøre deres hjem og ejendele”, siger Rasmus. 

Brug for forbøn

”På samlingerne udleveres opskrifter på masker, så man selv kan sy dem, og derudover prædiker kirkens formand Charles Katale og vi leder menighederne i bøn”. Og netop forbøn beder Rasmus også om i sit maj-nyhedsbrev. Lige nu afventer han stadig en arbejdstilladelse, idet han ankom til landet på en midlertidig tilladelse. Samtidig håber og beder han om, at han må finde sig godt til rette i Kigoma, i menighederne og i sin lejebolig på den norske ’compound’, hvor han efter en lidt uventet boligjagt har indkvarteret sig.

Krokodillejagt i Kipili

Tilbage i Kipili slutter Janice og Mads med en nyhed af de mere usædvanlige. ”Der er krodiller i farvandet”, fortæller Mads og "de er kommet lidt for tæt på stranden".

På missionsstationens anløbsplads ved Tanganyikasøen er de derfor nu på krokodillejagt med en fælde. De forsøger sig med høns som lokkemad. Hvorvidt der er kommet en krokodille på krogen, er der i skrivende stund ingen forlydender om, men mon ikke det unge missionærpar ’breaker’ nyheden, hvis menukortet på missionsstationen udvides med velsmagende krokodillekød inden så længe.

Få nyhedsbrev fra vores missionærer

Vil du modtage nyhedsbreve fra BDMs medarbejdere i Tanzania, så send en mail til mhj@bdm-dk.dk  eller ring 3529 4820