Karl Kristian spillede støttekroner hjem til Edmonds Børnehus

Fire tidligere volontører med ungdomsmedarbejder Christina Vejen Knudsen i spidsen har genoplivet en projektgruppe blandt BDMs unge. Første initiativ var en indsamlingskoncert på Ung-K i Aarhus med den danske sangskriver og spillemand Karl Kristian

Målsætningen er hvert år at samle penge ind til Edmonds børnehus, som er ét af de seks huse, som udgør børnehjemmet for handikappede børn i Uvira i DR Congo. Behovet er stort, idet det koster op til 50.000 kroner at drive hvert hus.

Projektgruppe genoplivet

Projektgruppen så dagens lys tilbage i 2015, da en gruppe volontører kom hjem og gerne ville støtte Cheke Chea´en (førskole) i Kipili. I 2017 skiftede gruppen navn og fokus til børnehjemmet i Uvira, men arbejdet har ligget stille i nogen tid, fortæller Christina Vejen Knudsen.

I efteråret 2019 tog hun derfor kontakt til nogle tidligere volontører for at genstarte projektgruppen. Det er lykkedes, og gruppens første arrangement var på plakaten en råkold februar fredag i Aarhus.

- Det var en indsamlingskoncert med den aktuelle Hvide Sande-musiker Karl Kristian som hovednavn. Der dukkede 50 mennesker op til koncerten i Aarhus, og vi solgte hjemmebagt kage, sodavand, øl og dens slags i en café, som vi havde sat op i lokalet. De var en virkelig hyggelig aften med god stemning og søde mennesker.

De første kroner gør gavn

Koncerten gav et overskud på 4.930 kroner, som nu er på vej til arbejdet blandt børnene i DR Congo. Desuden solgte Karl Kristians sit album på aftenen og donerede pengene til børnehuset, fortæller en glad Christina Vejen Knudsen. De fire volontører, der stod bag arrangementet, har alle været i Tanzania på hver deres forskellige volontørhold, og har derfor mødt og lært hinanden at kende igennem projektgruppen. Det var deres første arrangement, og de synes alle, at det gik over al forventning.

Ring efter en tjener

Nu er fokus rettet mod næste arrangement til gavn for børnene i DR Congo. Volontør-gruppen tilbyder desuden at tage ud og servere til forskellige bryllupper, barnedåb og lignende fester, hvor de vil lade beløbet, de tjener på det, gå til Edmonds Børnehus.

- Så står du og mangler nogle friske tjenere og vil støtte et vigtigt BDM-arbejde, så ring endelig, siger Christina Vejen Knudsen. - Vi håber, at vi får travlt her til sommer.

På facebooksiden ”Edmonds Børnehus i Uvira, Congo” kan man følge med i hvad projektgruppen laver, og hvordan det går børnene i huset, de støtter. Her kan man også give en gave online, hvis man vil være med til at bidrage til at nå indsamlingsmålet.

Ungdomsmedarbejder Christina Vejen Knudsen kan kontaktes på tlf. 30 22 26 84 eller cvk@bdm-dk.dk

Lyt til Karl Kristian på youtube.com