Farvel til Kigoma - turen går tilbage til London

Rasmus Kjær Jensen afslutter sit ophold i Tanzania til sommer for at læse Master i Transformational Leadership i London

I begyndelsen af 2020 blev Rasmus Kjær Jensen udsendt som missionær til Tanzania. De første måneder gik med et sprogskoleophold i Iringa. Herefter flyttede Rasmus til Kigoma som ligger i den nordlige ende af Tanganyikasøen.

Det tager tid at falde til og samtidig stod Lake Tanganyika provinsen midt i at skulle have synode og vælge ny formand og den første biskop i provinsens historie. Alligevel besøgte Rasmus samtidig en del menigheder sammen med kirkens formand for at blive introduceret til kirken, og Rasmus holdt oplæg om, hvordan man skulle håndtere Covid-19. Derudover deltog han i et bibelkursus for evangelister, hvor han havde en del undervisning.

Undervisning i menigheder

"I første halvår 2021 har Rasmus brugt megen tid på at besøge forskellige menigheder i provinsen for at undervise i, hvad det vil sige at være en del af Brødrekirken, en gennemgang af Lukasevangeliet, mv. Programmet har været stramt, men projektet er lykkedes ganske godt, og Rasmus har fået god feedback fra deltagerne, som fik sat ord på nogle forhold, de ikke tidligere havde været bevidste om. For Rasmus handlede det meget om at få de lokale kristne til at tale sammen", fortæller generalsekretær Jens Peter Rejkjær.

Fandt kærligheden i London

Allerede under sit forberedende ophold på All Nations Christian College i efteråret 2019 mødte han Kristyna. Hun kommer fra Tjekkiet og læste en Master på All Nations, efter at hun tidligere har været missionær i Thailand i godt en 5 års periode. De blev kærester, og har set hinanden cirka hvert halve år, hvilket har været en udfordring for parret.

De har besluttet sig til at gifte sig sommeren 2021, og derefter har Rasmus søgt ind på All Nations igen for at påbegynde sit masterstudie. Det indebærer samtidig, at Rasmus afslutter sin tjeneste i BDM hen over sommeren 2021. De næste to år vil Rasmus opholde sig i London.

Tak - og tillykke

"Fra BDM skal der lyde en stor tak til Rasmus for indsatsen. Han har sat spor i provinsen som helt sikkert vil komme til at savne hans indspil, undervisning og samvær. Vi vil ønske alt godt for Kristyna og Rasmus og Guds velsignelse over ægteskab og fremtidig tjeneste", siger generalsekretær Jens Peter Rejkjær.