D.R. Congo og Brødrekirken

Brødrekirken er i udvikling i det Centralafrikanske land Demokratisk Republik Congo (D.R. Congo), der i to årtier har været plaget af en blodig borgerkrig. En krig der menes at have kostet millioner af mennesker livet.

I slutningen af 1980´erne blev Brødrekirken grundlagt i D.R. Congo. På trods af de vanskelige forhold, stor fattigdom og mange andre problemer, voksede den op igennem 1990´erne uden reel hjælp udefra. 

Hollandsk missionær tog initiativ

BDM havde i vinteren 2004-05 associeret missionær Bert Muizebelt fra Holland udsendt til byen Mwene-Ditu i det centrale D.R. Congo. Her skulle han undersøge og vurdere muligheder og risici i forbindelse med en målrettet sundheds- og missionsindsats i D.R. Congo. Hans besøg førtei første omgang til oprettelse af en netcafé, som den dag i dag er et godt aktiv for den unge Brødrekirke dér. Samtidig var rapporterne fra Muizebelt så overbevisende – på trods af den store fattigdom og politiske ustabilitet – at BDMs bestyrelse lige siden gradvist har øget sit engagement i D.R. Congo.

BDM samarbejder med den congolesiske Brødrekirke

Både BDMs formand Jørgen Bøytler og missionær Knud Elmo Knudsen har foretaget flere rejser til D.R.Congo. Der er store behov indenfor undervisning, sundhedsindsats og byggeri. Desuden har den langvarige konflikt i landet betydet, at millioner af mennesker fortsat har akutte behov for at få både materiel, psykisk og åndelig hjælp.

Derfor er der også brug for kristen mission: Evangeliet må forkyndes samtidig med at befolkningen modtager hjælp og omsorg; kirker må genopbygges og menigheder må genrejses.