Coronaforebyggelse i landsbyen Kipili ved Tanganyikasøen (foto: Mads R. Jakobsen)

Corona rammer også BDM-lande

Det er ikke kun Danmark, som forsøger at inddæmme coronavirussen og styre gennem krisen. Også de lande, hvor BDM har partnerkirker og projekter, påvirkes i disse uger. Det bekræfter BDMs udsendte medarbejdere i Tanzania

Af Martin Højgaard Jensen, informationsmedarbejder

WHO vurderer, at de afrikanske lande er særligt sårbare overfor coronavirussen. Frygten er, at mange lande ikke har ressourcer til at klare et større udbrud. Samme indtryk giver BDMs missionærer i denne aktuelle situationsrapport.

DR Congo er i nødretstilstand

Tirsdag den 24. marts erklærede landets præsident, Felix Tshisekedi nødretstilstand i DR Congo. Hovedstaden Kinshasa skal isoleres fra resten af landet for at mindske risikoen for virusspredning, skriver Jyllands-Posten. Der må hverken rejses til eller fra hovedstaden fra de omkringliggende provinser.

BDMs arbejde foregår primært i tre provinser ved Tanganyikasøen, hvor vi lige nu har et stort sundhedsprojekt i den sydlige ende af søen. Længere mod nord er det børnehjemmet i Uvira og det forestående skolebyggeri i Goma, som kan blive påvirket, hvis virussen spreder sig.

Alle kender ordet corona

BDMs missionær Knud Elmo Knudsen har de seneste uger opholdt sig i et svært tilgængeligt område i DR Congo, hvor BDM sammen med kirken og lokalregeringen driver sundhedsprojektet i 22 landsbyer.

- Selv om vi er langt fra alting, kender alle ordet ’corona’, som på kun en måned langt har distanceret ’Ebola’, siger Knud. - Men i disse landsbyer er alle mulige sygdomme et problem. Alene sidste år døde omkring 300.000 børn i DR Congo af mæslinger.

- Hvad der vil ske, hvis corona bryder ud i områderne omkring Tanganyikasøen, tør jeg slet ikke tænke på, men vi tager ’corona’ med i vores undervisning på næste tur rundt i landsbyerne. Her undervises der om malaria, kolera, diarre og almen hygiejne. Og nu altså også om corona!

Tanzania lukker skoler, men ikke kirker

Som et af de østafrikanske lande med flest tilrejsende er de tanzanianske myndigheder ekstra opmærksomme på tilrejsende, som nu sendes i 14 dages karantæne på hotel for egen regning ved ankomst til Dar Es Salaam.

Da de første smittetilfælde kom frem i Tanzania, blev landets skoler og universiteter øjeblikkeligt lukket sammen med fodboldligaen, offentlige forsamlinger og politiske møder. BDMs missionær Rasmus Kjær Jensen beretter, at det endnu ikke gælder kirkerne, som gerne må være åbne om søndagen til gudstjeneste.

Social distancering vokser

- Handel og forretningsliv kan man ikke bare lukke ned, for så vil folk sulte og der vil opstå uroligheder, fortæller Rasmus fra Iringa, hvor han opholder sig på en sprogskole frem til påske. Han passer på hvem han omgås for ikke at risikere at smitte andre eller selv blive smittet.

- Påpasseligheden overfor tæt kontakt er voksende, håndsprit er nu en mangelvare, men busserne er stadig propfyldte. Mange rejser nemlig til deres hjembyer som reaktion på den begyndende nedlunkning, fortæller Rasmus - Jeg har eneundervisning og vi sidder i hver vores side af klassen. Der gives ikke længere hånd, men siges Mambo!

Volontører og missionær måtte hjem før tid

BDMs seks volontører og pendlermissionær Knud Elmo Knudsen er grundet omstændighederne blevet kaldt hjem før tid, og er lige nu stadig i 14 dages hjemmekarantæne i Danmark. De øvrige BDM-medarbejdere med fast bopæl i Tanzania er blevet i landet.

I Kipili ved Tanganyikasøen er BDMs missionærpar Janice og Mads Jakobsen netop vendt tilbage fra 3 ugers sprogskoleophold i Iringa og en længere køretur på tværs af Tanzania. Her kørte de for volontørerne og Knud Elmo Knudsen, som skulle til lufthavnen i Dar Es Salaam for at nå et af de sidste fly til Danmark.

Corona-forberedelser i Kipili

Missionærparret skriver fra Kipili:

- Da vi kom hjem til Kipili, kom landsbyens leder og besøgte os. Han er meget bange for coronaen. Landsbyen har dog ikke gjort meget for at forberede sig. Måske fordi de ikke ved, hvor alvorligt det er, men også fordi de fleste her lever fra dag til dag, og ikke har råd til at gøre noget ekstra for at beskytte sig.

- Vi har derfor bestilt 20 spande med vandhaner og 2 flasker sæbe til hver spand, som vi vil placere ved hver butik, på markedet, i kirken og andre steder, hvor folk samles.

Mads forklarer:

- Det er første skridt for at forhindre corona i at brede sig i Kipili. Indtil i dag (30/3) er der kun 14 syge registreret i Tanzania, så vi håber, at det vil lykkes at holde sygdommen nede i landet og her i landsbyen.