Burundi-missionær: ”Gud og kirken hjælper mig med at klare udfordringerne”

Som missionær er det afgørende at være tæt på Gud, at mærke kirkens opbakning og at vide, at man er en del af et større fællesskab, fortæller Mathias Kiligito, der er missionær i Burundi.

Netværk betyder alt, når man er udsendt som missionær til et andet land. Det er en styrke at mærke fællesskabet med andre kristne på tværs af grænser. Og det motiverer at mærke opbakningen fra dem, der har udsendt én til de nye opgaver.

Det erfarer Mathias Kiligito, der er præst og udsendt som missionær fra Brødrekirken i Tanzania til den unge Brødrekirke i Burundi. (På billedet øverst ses han sammen med missionærerne Morten Poulsen og Michael Toldam Korsgård).

Vigtigt at hvile i Guds kald

For det har sine udfordringer at være missionær, forklarer han ærligt:

– Det er meget svært, hvis du ikke er tæt på den Gud, der sendte dig. Hvis du altså stoler mere på din egen klogskab og kunnen eller på andre mennesker. Det er også svært, hvis du ikke hviler i Guds kald og opgave til dig. Arbejdet kræver megen tålmodighed.

Mathias Kiligito nævner, at det især er svært at komme til kort, når han bliver bedt om at hjælpe ældre og forældreløse børn, fordi han ikke har nok at gøre godt med. Økonomien er svær, fordi leveomkostningerne i landet stiger konstant. Og så selvfølgelig sproget. De taler kirundi og fransk i Burundi, og det er han stadig ved at lære.

Har besøgt alle kirkedistrikter

Men på den anden side, er det jo Guds mission, missionærer er kaldet til, forklarer han:

– Det er et godt og nemt arbejde, når du erkender, at Gud har sendt dig, og at han er med dig. Så er der ikke noget, der kan overvinde dig. For Guds plan kan ikke forhindres, fastslår han og uddyber:

– Jeg har oplevet mange af Guds velsignelser midt i de problemer og udfordringer, der opstår. Jeg oplever, at Gud styrker mig midt i vanskelighederne, og at missionstjenesten lykkes på mange måder.

Mathias Kiligito fortæller i en rapport til BDM, at han har besøgt alle Brødrekirkens kirkedistrikter i Burundi og udvalgte menigheder og sogne.

– Jeg blev modtaget med stor respekt, fortæller han.

”Jeg elsker mit arbejde!”

Og der var tydeligvis behov for besøg fra hovedkirken, da de ikke havde fået besøg i af provinsens ledere i lang tid.

– Så jeg elsker dette missionsarbejde. Og jeg er blevet bekræftet i, at Gud har sendt mig til denne opgave.

Det er en glæde at have et bredt netværk at samarbejde med, både i BDM, Brødrekirken i Tabora, Tanzania, og Brødrekirken i Burundi, tilføjer han.

– Jeg glæder mig over, at kirken her lytter til og følger min undervisning. Og selv om lønnen er lille, får jeg den til tiden. Jeg elsker arbejdet fra dybet af mit hjerte, og det er altid en glæde at tjene Gud.   

Missionæren bygger relationer

På spørgsmålet om, hvordan det må være for en ny kirke at have en missionær, svarer Kiligito:

– Det skaber gode relationer til moderkirken i Tanzania, og det er en god måde for moderkirken at følge op på den kirke, man har etableret. Gennem missionæren lærer moderkirken problemerne og det, der lykkes, i det nye område at kende. Det er ikke svært at føde et barn; udfordringen kommer, når man skal opdrage det!

I det store, globale perspektiv, er fordelen først og fremmest at opfylde Jesu missionsbefaling, forklarer han, dernæst at opbygge og fremme enhed i hele kirken, det vi kalder Unitas Fratrum, brødrenes enhed.

– De nye brødrekirker får del i den særlige ”smag”, der kendetegner brødrekirker over hele verden. Og vi samarbejder om at tjene Gud uanset vores landes grænser eller vores racer og etnicitet.

På den baggrund udtrykker Matthias Kiligito en stor tak til dem, der har udsendt ham og bakker ham op, både BDM, Brødrekirken i Tabora og Missionsprovinsen i Burundi.