Brødremenighedens Danske Mission

Af Helge Rønnow
fra bogen Brødremenigheden – en levende tradition, side 77-78.
Forlaget Savanne 1980.

Så vidt vides var den første danske Brødremenighedsmissionær Niels Krarup fra Ålborg, der i 1746 udsendtes til Suriname, hvor han gjorde tjeneste i 8 år. Brødremenighedens diasporaarbejde var både før og efter Christiansfelds grundlæggelse ikke blot et stykke indre mission, men også hvad vi i dag vil betegne som et missionsselskabs hjemmearbejde. Dette resulterede både i økonomisk støtte til missionsarbejdet og i missionærer. Gennem Brødremenigheden har danske missionærer været udsendt til Nicaragua, Tanzania, Labrador, Suriname, Grønland, Sydafrika, Jerusalem, Vestindien, Trankebar, Ægypten, Australien og Nordamerikas indianere.

I 1843 stiftede salmedigteren Niels Johannes Holm, der dengang var dansk prædikant i Chrisitansfeld, Nordslesvigsk Missionsforening. Formålet var at yde støtte til Brødremenighedens missionsarbejde, derunder også at udgive et dansksproget missionsblad.
Missionsforeningens stiftelse betød et vældigt opsving i arbejdet, men egentlig ikke nogen forandring i strukturen. Brødremenigheden har aldrig dannet specielle missionskredse. Udfra den opfattelse, at missionsarbejdet er et menighedsanliggende, har man altid søgt at arbejde igennem de bestående menigheder og menighedskredse.

Hvad angik missionsarbejdet i de forskellige missionsområder, var det for alle områders vedkommende ledet af missionsdirektionen, der havde sæde i Herrnhut. Denne centralledelses muligheder for at fungere blev under 1. verdenskrig stærkt reduceret, og man søgte derfor efter krigen at decentralisere arbejdet.
Den daværende ledelse af Nordslesvigsk Missionsforening, havde ikke bare vedligeholdt gamle kontakter til missionsvenner i Danmark, men også forberedt nye fremstød, og disse forskellige omstændigheder bevirkede, at Nordslesvigsk Missionsforening i 1920 blev til et missionsselskab.

Brødremenighedens Danske Missionsforening
Navneforandringen til Brødremenighedens Danske Missionsforening (BDM) var ikke blot en naturlig følge af genforeningen, men kom også hurtigt til at betyde, at selskabets bestyrelse fik hovedansvaret for missionsarbejdet i Vest Tanganyika (nu Vest Tanzania). Selvom man en tid lang fortsat udsendte missionærer til andre missionsområder, har Vest Tanzania siden været BDMs ansvarsområde indenfor Brødrekirkens missionsarbejde. Siden 1961 har Brødrekirken i Vest Tanzania været et selvstændigt unitet indenfor Brødrekirken, men BDM er stadig den organisation indenfor det samlede Brødreunitet, der har ansvaret for at skaffe den nødvendige støtte til kirkens arbejde, ligesom man gennem udsendelse af missionærer yder en meget tiltrængt støtte til kirkens evangeliserende og missionerende arbejde.