BDM og Coronavirus

Vi har aldrig set noget lignende!

Situationen i Danmark og i store dele af verden er vanskelig i disse dage og uger. Coronavirus har sat dagsordenen. Det er vanskeligt at gøre alting rigtigt, fordi situationen hele tiden ændrer sig og udvikler sig. Men vi arbejder på at følge udviklingen nøje og handle derefter. Der er noget, der er vigtigt, og det forsøger vi at reagere på.

  1. BDM har besluttet, at alle genbrugsbutikker indtil videre holder lukket på baggrund af myndighedernes anbefalinger. Vi har mange medarbejdere i risikogruppen, og derfor er det den eneste rigtige beslutning at træffe.
  2. Offentlige møder, hvor BDM-medarbejdere skulle deltage, er blevet aflyst.
  3. Sekretariatet vil være delvist lukket ned. Der vil dog som oftest være én på kontoret, som man kan komme i kontakt med. Man er også altid velkommen til at kontakte general- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær på 2612 5105 eller via mail på jpr@bdm-dk.dk.
  4. Vi følger Udenrigsministeriets rejsevejledning, når det gælder forholdet til missionærer og volontører i Tanzania. Hvis du er rejsende i udlandet og ønsker at komme til Danmark, opfordrer Udenrigsministeriet dig til at tage hjem så snart det er muligt, men i god ro og orden og i tæt dialog med dit rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Danskere, der bor fast i udlandet, opfordres til at blive hvor de er og følge de lokale myndigheders anvisninger. For danskere der er på længerevarende ophold i udlandet gælder i udgangspunktet samme råd, men om man i den situation vælger at blive i opholdslandet eller tage hjem til Danmark er i sidste ende en beslutning, man selv træffer.  Vi følger udviklingen nøje og kan med kort varsel give besked til medarbejdere om at forlade landet, hvis det bliver nødvendigt.

Vi må stå sammen i denne vanskelige situation og bevare medmenneskelighed og fællesskab, dog konkretiseret på en anden måde, end vi sædvanligvis gør. Bøn og forbøn for hinanden er vigtigt! Vi må gå til Ham, der har hele verden i sin hånd og bede om Hans hjælp!

 

Jens Peter Rejkjær
General- og missionssekretær

opdateret den 24. marts 2020 /MHJ