BDM Genbrug lukker

Efter 27 år lukker BDM sin genbrugsbutik på torvet med udgangen af maj måned. Aktiviteten flyttes til større lokaler i BDM Genbrug - Møbelhuset på Kongensgade 37

Lørdag den 29. maj er sidste åbningsdag i BDM Genbrug på Prætoriustorvet i Christiansfeld. Genbrugsbutikken holder flytteudsalg i hele maj måned. Herefter samler Brødremenighedens Danske Mission (BDM) størstedelen af sin genbrugsaktivitet i forretningen BDM Genbrug-Møbelhuset i Kongensgade. Udover denne butik driver BDM fortsat butikkerne Shop Karibu i Søstrehuset og BDM Butikken på torvet i Christiansfeld.

Ildsjæle med succes

BDM Genbrug er en succeshistorie om lokale ildsjæle, som har lagt utallige timer i arbejdet i butikken og sat markante aftryk i bylivet.

Siden opstarten i 1994 har ægteparret Karen og Svend Søe med arbejdsomhed og hjertevarme været en bærende kraft i genbrugsarbejdet sammen med de mange frivillige. Men ægteparret, som efterhånden er godt oppe i årene, synes nu, at tiden er kommet til at stoppe. De håber, at andre frivillige vil drive genbrugsarbejdet videre i andre rammer:

- Vi har lige fra starten mærket en stor opbakning fra en trofast medarbejderskare og de mange lokale kunder. Det har været afgørende for, at vi er lykkedes med BDM Genbrug, siger Svend Søe. - Derudover har fællesskabet omkring arbejdet været til en stor berigelse. Vi har udviklet venskaber med hinanden som medarbejdere, som rækker langt ud over arbejdstiden. Det er vi også taknemmelige for, siger Karen Søe.

Tak uvurderlig indsats

Overskuddet fra genbrugssalget på Prætoriustorvet har indbragt flere millioner støttekroner til BDMs arbejde igennem årene.

- På den måde har genbrugsforretningerne bidraget til BDMs positive udvikling gennem de senere år, siger generalsekretær Jens Peter Rejkjær. Han mener, de mange medarbejdere skal hyldes for hver eneste time, de har lagt i arbejdet med en uvurderlig og utrættelig indsats til gavn for andre.

- En stor tak skal lyde til enhver, som har bidraget med stort og småt. Og en særlig tak til Karen og Svend Søe. De kan med god samvittighed slippe tøjlerne nu, og jeg håber de sammen med de øvrige medarbejdere vil se tilbage med glæde og taknemlighed over det, som de sammen har udrettet, siger han.

Det perfekte sted

Ægteparret Søe var udsendt som missionærer i Sikonge i Tanzania fra 1963-1972. Sidenhen ledte de et plejehjem på Fyn, inden de kom til Christiansfeld. Her bestred Svend Søe forskellige sekretæropgaver hos BDM frem til sin pension. Da et butikslokale stod ledigt, opstod idéen om at åbne endnu en genbrugsbutik med Karen Søe og et par andre frivillige i spidsen.

At torvet skulle blive et helt perfekt sted for en butik, viste sig for alvor, da Christiansfeld senere blev udpeget til verdenskulturarv af UNESCO. Tusindvis af turister besøger nu byen hvert eneste år og det har også bidraget til en stigning i genbrugsomsætningen.

BDM styrker samarbejdet

For at styrke samarbejdet mellem BDMs butikker i byen blev Carsten Bruhn-Lauritsen først på året udpeget til frivillig koordinator for BDMs handel og genbrug. Hans opgave bliver bl.a. at samle et koordineringsudvalg og medvirke til at skabe synergi mellem de nu tre butikker, som BDM har i byen, Shop Karibu, BDM Butikken og BDM Genbrug-Møbelhuset.