Nyt projekt skal hjælpe flere psykisk handicappede til et værdigt liv

BDM får i partnerskab med rehabiliteringscenteret Star Mountain 2,2 millioner fra CISUs civilsamfundspulje til et udviklingsprojekt på 30 skoler på Vestbredden i Palæstina.

Brødrekirkens kristne hjælpe- og rehabiliteringscenter for psykisk handicappede børn og unge har i en årrække gjort et solidt arbejde på Vestbredden. Med integreret børnehave, skole- og autismeprogram, terapi, støttefaciliteter og voksenuddannelse gør Star Mountain en mærkbar forskel for mange udsatte børn, unge og deres familier.

Dette arbejde har BDMs opmærksomhed, og nu har også Civilsamfund i Udvikling (CISU) fået øjnene op for den forskel, arbejdet gør i de palæstinensiske områder.

En glad generalsekretær

- Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at vi har fået vores ansøgning om støtte til Star Mountain på Vestbredden godkendt af CISU, oplyser generalsekretær Jens Peter Rejkjær.

- CISU har bevilget et beløb på over 2,2 millioner kroner over de næste to år til et udviklingsprojekt gennem det eksisterende partnerskab mellem Brødremissionens Danske Mission og Star Mountain Rehabilitation Centre

Projektets mål er at fremme inkludering af personer med intellektuelle handicap  i 30 skoler på Vestbredden i Palæstina, for at de kan leve en liv med mere værdighed.

Pionerer på feltet

Star Mountain er pionerer indenfor feltet, hvor mennesker med fysiske og intellektuelle handicaps tilbydes et værdigt liv. Det sker både på og ud fra centret som ligger 25 nord for Jerusalem, tæt på Ramallah i det palæstinensiske selvstyreområde i Israel. 

- Det godkendte projekt er en fortsættelse og en udvidelse af et tidligere pilotprojekt, oplyser Jens Peter Rejkjær.

- Mens der tidligere var et snævert fokus på rettigheder inden for reproduktiv og seksuel sundhed og beskyttelse, søger det nye projekt at bygge videre på de opnåede erfaringer. Opgaven bliver at fremme inkluderingen af de handicappede i skolerne, så de kan nyde deres ret til uddannelse og retten til at blive beskyttet mod alle former for vold og misbrug, som desværre er udbredt.

Partnerskab gør det muligt

Aftalen om udviklingsprojektet er indgået mellem BDM og CISU, ikke mindst med en stor indsats fra lederen af Star Mountain, Ranja Karam og hendes stab.

- Vi er Gud taknemmelige for at det solide arbejde, der gøres på Star Mountain for at  understøtte og hjælpe de udsatte grupper i området, kan fortsætte. Første fase var en succes, og derfor glæder vi os meget over, at arbejdet kan fortsætte med at sætte fokus på denne udsatte gruppe, udtaler BDMs generalsekretær.