Hjælp os hjælpe de albanske kristne

I juni måned besøgte generalsekretær Jens Peter Rejkjær og informationsmedarbejder Martin Højgaard Jensen den Lutherske Brødrekirke i Albanien. 

- Formålet var at besøge de steder, hvor Brødrekirken har arbejde, og møde de mennesker, der er engageret som medarbejdere i kirken, fortæller Jens Peter Rejkjær: 

- Det blev et fantastisk besøg, hvor vi fik lov at møde en kirke, der ønsker at evangeliet skal nå længere ud, men samtidig også en kirke, der har syn for de mennesker, der har brug for hjælp, såvel menneskelige som fysiske behov.

Glæde over partnerskab

BDMs generalsekretær udtrykker glæde over partnerskabet med kirken i Albanien, som BDM sætter fokus på i juli og august måned. Sommerperioden er ligesom i Danmark også tidspunktet for et af kirkeårets store fællesoplevelser: 

- I juli måned samledes over 100 af kirkens medlemmer fra fem forskellige byer på den årlige Bibelcamp i kirkens lejrbygning i det naturskønne Progradec, fortæller kirkeleder Dena Grillo Fortuzi. - Hele 52 af dem var børn og unge og kirken.

Giver troen videre

At kirken er stærkt optaget af at give troen videre til næste generation var også blandt de stærkeste indtryk, som Jens Peter Rejkjær tog med hjem i juni: - Behovene er mange og udfordringerne store. Albanerne arbejder med at styrke deres identitet som luthersk Brødrekirke og forbedre lokalerne i de fattigste by-områder. De vil gerne kunne gøre endnu mere for de mange børn og unge, som kirken er i berøring med

Under kommunisttiden (frem til 1992) sagde landets ledere, at religion er et opium for folket. Derfor var der religionsforbud. Det har fået mange til at møde de kristne med modstand og opfatte den kristne tro som et svaghedstegn. - Heldigvis er den tanke på retur, og det så vi ikke mindste ved, at mange unge mænd i dag er engageret i kirken, siger Jens Peter Rejkjær.

BDM har, med støtte fra flere sider, blandt andet Y´s Men´s i Danmark, fået mulighed for at fuldtidsansætte én af lederne, Dena Grillo Fortuzi. Det har stor betydning, at hun nu kan koncentrere sig om sine teologiske studier og arbejdet med  kirken.

Bed og støt

Vi opfordrer BDMs venner til at huske de albanske kristne i forbøn og støtte. Vil du være med til at give en god 'sommergave' til vores albanske trossøskende, så kan du gøre det online her, ved bankoverførsel på 0994-4672131928 eller MobilePay 36945. Mærk dit bidrag "Hjælp Albanien"

 

Få et større indblik i Brødrekirken i Albanien her (BDMnyt 3/2018)