25 års jubilæum i BDM Genbrug

GENBRUG | 08.04.2019

Forårssol og feststemning på torvet i Christiansfeld, da BDM Genbrug fyldte 25 år

Humøret var højt, priserne lave og vejret fantastisk, da BDM Genbrug fredag den 5. april kunne fejre 25-års jubilæum. Og forårssolen kastede glans over festdagen på Prætoriustorvet i Christiansfeld.

I dagens anledning åbnede butikken allerede kl. 10.00. Mange gæster kiggede forbi med lykønskninger på 25-års dagen, hvor der naturligvis var 25% rabat på alle varer. Også TV-SYD kiggede forbi med kameraet i forbindelse med et større indslag om Brødremenigheden, som sendes i påsken. De mange fremmødte blev blæst i feststemning af Basunkoret fra Brødremenigheden foran den festklædte forretning, mens der indenfor dagen igennem blev budt på kaffe og honningkager, som i dagens anledning var sponsoreret af Brødrehusets Bageri.

Blomster til initiativtagere

Det lange seje træk med BDM Genbrug står Karen og Svend Søe bag. Med en helt utrolig indsats, arbejdsomhed og hjertevarme har ægteparret lige siden opstarten i 1994 været ’primus motor’ i genbrugsarbejdet. Derfor var det også naturligt, at det var til dem BDMs generalsekretær Jens Peter Rejkjær personligt overrakte blomster og lykønskninger fra morgenstunden.

Søe søsatte projektet

Ægteparret Søe var udsendt som missionærer i Sikonge i Tanzania fra 1963-1972, hvorefter de kom tilbage til Danmark. I en årrække ledte de herefter et plejehjem på Fyn. Senere flyttede de til Christiansfeld, og her opstod idéen om at åbne endnu en BDM-genbrugsbutik, da lokalet stod ledigt på torvet. Det skulle snart vise sig at være en rigtig god idé, beretter Karen Søe om tilblivelsen:

- Tingene lagde sig til rette, og vi har nydt det alle årene. Vi har de dejligste frivillige medarbejdere og byens bedste adresse på torvet. Et helt perfekt sted når turisterne indtager byen.

Glemte sager sælges også

Mange frivillige kræfter har i årenes løb lagt timer i arbejdet i butikken. Det har hvert år genereret tusindvis af støttekroner til missions- og hjælpearbejde i blandt andet Tanzania og DR Congo. For hele butikkens overskud går ubeskåret til Brødremenighedens Danske Mission.

- Vi sælger gerne alt, som kan give penge til det gode formål. Selv damernes glemte skiftesko eller mændenes hatte er gennem årene blevet solgt, griner de frivillige bag disken på en dag, hvor feststemningen varede til længe efter lukketid.

 

Martin Højgaard Jensen | mhj@bdm-dk.dk

Foto: Birthe Sølvsten Grøn & Martin Højgaard Jensen