Uroligheder i DR Congo

Kort tid efter jul blev BDM informeret om, at der har været uroligheder i DR Congo mellem nogle indbyrdes rivaliserende parter. Missionær Knud Elmo Knudsen, som har kontakten til de lokale på stedet, vurderer, at der er i omegnen af 4000 mennesker, der ikke har mad. Dermed er der tale om en stor gruppe mennesker, der ikke kan overleve, hvis der ikke kommer hjælp udefra.

Urolighederne begyndte med skærmydsler mellem de to befolkningsgrupper. Først blev én fra en gruppe dræbt. Det betød, at 3 fra en anden gruppe blev dræbt. Dernæst blev militæret sat ind og dræbte 11 fra den første gruppe, hvorefter militæret blev fængslet for overgreb mod denne gruppe af mennesker. 130 personer fra denne gruppe, der ikke havde været engageret i kampene, skulle flyttes fra et område til det andet. Under denne flytning blev 100 mennesker fra denne gruppe dræbt. De, der undslap, fandt nogle af deres egne i højlandet, og sammen gik de til angreb på flere landsbyer. Det betød, at der var ca. 200 fra den første gruppe, der blev dræbt.

Nogle af Brødrekirkens ledere har kontakt med de lokale myndigheder og forsøger sammen med dem at danne sig et overblik over, hvad det er, der er sket. Røde Kors er på stedet, og sammen med de lokale myndigheder får de samlet de døde og begravet dem, for at der ikke skal udbryde kolera og andre epidemier.

P6190081.JPGSituationen p.t. er, at også de folk, som levede oppe i højlandet sammen med dem fra den første gruppe, der ikke deltog i urolighederne, er søgt ned til Moba og landsbyerne langs kysten, hvilket betyder, at der i øjeblikket ikke kommer nogen fødevareforsyninger oppe fra højlandet. Mel og bønner er næsten ikke til at opdrive, og priserne er derfor skyhøje (et krus mel = 350Cfr = 3xnormalpris).

Det vil være nødvendigt også at hjælpe i Moba, ellers sker der bare en afvandring til landsbyerne, hvilket de ikke kan bære. I Mulungusi er der i øjeblikket 54 voksne og børn fra området nord for Tembwe, som overnatter i udhuse eller under tagskægget foran folks huse.

Der er et akut behov for nødhjælp. Skønsmæssigt er der en gruppe på 4.000 flygtninge, der har behov for at købe mel og bønner. Derudover er der behov for presenninger. Det vil koste sammenlagt ca. 100.000 kr. at imødekomme dette behov.

Der er brug for en hurtig nødhjælpsindsats. BDM ønsker at kunne formidle nødhjælpen og indsamle 100.000 kr. til formålet.

Yderligere oplysninger kan fås på BDM.

Kontonr.: 0994 4672131928 – Mobilepay: 4049 9515

 

Jørgen Bøytler, formand
Jens Peter Rejkjær, general- og missionssekretær