Sundhed til krop, sjæl og ånd

Kirken står for halvdelen af sundhedstilbuddene i Afrika syd for Sahara og følger dermed en fast missionstradition. Missionærer havde ikke kun Bibelen med i tasken. De medbragte også medicin og gode råd til bedre sundhed og hygiejne.

Missionærerne bragte oplysning, og med oplysningen kom sundheden – både i behandling og forebyggelse af sygdomme.Det fremgår af en serie interviews med tanzaniske kristne, der ikke ville have været den danske missionsindsats foruden, fordi den netop bragte så mange goder med sig. En af goderne er helbredelse for sygdom og bedre sundhed generelt.

- Før blev folk ikke ordentligt raske. De kendte ikke Gud, og de blev narret af medicinmændene. Men da de lærte religionen at kende, fik de mere viden, fortæller Elina Nsamba, da vi møder hende i en forstad til Stone Town på øen Zanzibar. Hun er pensioneret leder af Danmissions syskole Upendo, hvor kristne og muslimske piger lærer at sy og sælge deres varer.

Pragmatisk og praktisk tilgang

For hende hænger kristendom og oplysning sammen. - Før havde folket mange religioner - lige så mange som dyrene i skoven. Men der er kun én religion, og den handler om at kende Gud. Selv om der er mange religioner i verden, er der slet ingen religioner i Guds øjne. Han ser efter gerningerne. Han regner kun med det, vi gør. Gud spørger ikke: Hvilken religion har du? Han spørger: Hvad har du udrettet? 

Denne praktiske tilgang til troen har hun fra de missionærer, der kom til hendes landsby, da hun var lille. Og det skyldes at missionærerne ikke kun prædikede og bad. De kom også med uddannelse og sundhed.

 

- Da missionærerne først kom til landsbyen, løb vi alle sammen væk, for vi havde aldrig før set mennesker med hvid hud. Men efterhånden turde landsbyens ledere invitere dem ind i en af hytterne. Landsbybeboerne nærmede sig nu for at kigge på de besøgende, men da de hvide kom ud af hytten, løb de væk igen. Så lagde missionærerne sukker og salt i hænderne og indbød børnene til at komme og smage. Det turde børnene godt, og de vendte tilbage igen og igen for at smage mere. Til sidst blev de vant til de hvide.

Nåde og barmhjertighed

- Missionærerne kom med medicin til både kroppen og marken. De fortalte høvdingen, at de kunne hjælpe med salve og sprøjter, hvis folk blev syge. Det ville han først ikke tro på, men sagde: ”Ok, hjælp mig først”. Det viste sig, at høvdingen havde mange sår på ryggen. Missionærerne smurte sårene med salve, og efter et par dage var sårene helede. Så forstod høvdingen, at missionærerne var kommet for at hjælpe, og han sammenkaldte landsbyens syge for at missionærerne kunne behandle dem.

- Den nye viden spredte sig til dem, der kunne tale kiswahili, og de tolkede til de øvrige, så de alle fik oplysning. Og de sagde: ”Det er gode mennesker; de er kommet med medicin for at hjælpe os med piller, salve eller sprøjter. Vi behøver ikke at være bange! Hent de syge, så de kan blive raske”.

- Inden missionærerne gav medicin sagde de: ”Lad os bede først”. Og de læste op fra Bibelen. På den måde kom religionen og medicinen ind samtidig. Missionærerne viste os Guds nåde ved at vise barmhjertighed, konkluderer Elina Nsamba.

Holistisk tilgang

Dette holistiske syn på mennesket – og derfor også på missionsarbejdet – præger også i dag de danske missionærers arbejde i Tanzania. På missionsstationer er der typisk både klinik, skole og kirke. Og missionærer er ikke blot missionærer i den forstand, at de skal udbrede det kristne budskab. Andre behov kommer først: mad, drikke og sygepleje. I dag står kirkelige institutioner for over halvdelen af sundhedssektoren i Afrika syd for Sahara *).

Lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet Niels Kastfeldt skriver: ”Op gennem det 19. og 20. århundrede organiserede de fleste mis-sioner deres arbejde i tre dele – forkyndelse, uddannelse og medicinsk arbejde, og missionernes tilstedeværelse sås konkret i kirker, skoler og hospitaler”. *) 

 Brødremenighedens Danske Mission (BDM) har defineret opgaven i Tanzania som ”holistisk mission”. Generalsekretær Jens Peter Rejkjær uddyber på missionsselskabets hjemmeside: ”Helt i forlængelse af Jesu forkyndelse i evangelierne arbejder BDM med forkyndelse af frelsen i Jesus Kristus, undervisning i den kristne tro og en diakonal indsats over for de mennesker, der er i nød”.

Derfor driver de ikke blot kirke og bibelskole, men også børnehjem, forskole og snedkerskole i Vesttanzania. Og ud fra missionsstationen i Kipili ved Tanganyikasøen drives nu et sundhedsprojekt i 46 landsbyer langs bredden på både Tanzaniasiden og DR Congosiden.

 Alle ressourcepersoner inddrages

Her inddrages alle landsbyens ledere i forebyggelse af smitte og sygdom. Selv naturhelbredere og medicinmænd, som før blev kaldt ”heksedoktorer”, inddrages i sundhedsarbejdet, fordi de nyder stor respekt i landsbyen. 
Hver landsby har nu en sundhedskomité, som består af lokale nøglepersoner. Brødremenighedens sundhedsmedarbejdere underviser komitéen som så underviser landsbyen. Komitéen består af landsbyens formand, hans sekretær, skoleinspektøren, medicinmanden, den traditionelle fødselshjælper og repræsentanter for de forskellige trossamfund i landsbyen.

Projektleder Respice Mbalu fortæller: 
- Det er meget vigtigt, at have medicinmanden med, for han har om nogen brug for mere viden om sundhed og hygiejne. Hvis vi ikke tager medicinmændene med i sundhedsprojektet, bliver de ved med at udføre deres hverv på den traditionelle måde og risikerer derfor at sprede smitte. Vi underviser dem på et videnskabeligt grundlag, så de forstår, hvor deres begrænsninger ligger, og at der er visse sygdomme, de skal holde sig fra at behandle. De er nu klar over, at hvis de prøver at behandle HIV, malaria eller tyfus, snyder de folk. For disse sygdomme kan ikke helbredes med deres traditionelle metoder.

Medicinmænd var smittespredere

Medicinmandens ”klinik” er meget uhygiejnisk. Han har ikke en gang et toilet, forklarer Respice Mbalu: 
- Det viser sig, at medicinmanden er årsagen til megen smitte. Og derfor underviser vi dem i både sanitet og i personlig hygiejne. Når de forstår, at det faktisk er dem, der spreder smitte snarere end helbredelse bliver de chokerede og indvilger hellere end gerne i at samarbejde med klinikken. ”Tænk, at vi kan være årsagen til at folk dør omkring os. Lad os stoppe og i stedet samarbejde med sundhedsklinikken”, siger de. Derfor er det ofte medicinmændene, der kommer med de syge eller fødende og samarbejder med sygeplejersker og læger om behandlingen. Det er de rigtig gode til. De lærer meget undervejs og begynder at undervise andre i det samme. Nogle gange kommer de for at få rådgivning: ”Hvordan gør vi med den og den sag?” Det er rigtig godt.

Sundhedsprojektet startede for syv år siden, og i dag er sygdommen kolera udryddet på Tanzania-siden. Hemmeligheden er, at folk har fået styr på hygiejnen, fortæller Respice Mbalu:
- Før besørgede de i vandet eller hvor som helst i skoven. Og inden de spiste, vaskede hele familien hænder i den samme skål. Vandet blev mere og mere beskidt, men folk fortsatte bare med at bruge det. Derfor spredte sygdomme sig hurtigt.

Stopper smitte og udrydder kolera

Når familien skulle spise, ville faderen være den første til at vaske hænder i det fælles vaskefad. Han kom måske direkte fra marken eller fra et drikkegilde, hvor han havde hilst på andre mænd, hvoraf nogle måske kom lige fra et toiletbesøg uden at have vasket hænder. Vandet blev derefter overladt til børnene, som så fik overført alle hans bakterier. På den måde bragte de stor skade til deres familier, og børnene fik diarre, tyfus og kolera. 
- Da vi startede sundhedsprojektet levede 98 procent af befolkningen på denne måde. Ingen vaskede hænder efter toiletbesøg. Det gør de i dag, og de bruger ikke det samme vand til at vaske hænder i før måltiderne. Nu bruger de rindende vand, fortæller Respice Mbalu.

I dag er der heller ingen, der besørger i skoven. Tre fjerdedele af befolkningen har permanente toiletter og resten har lavet midlertidige toiletter. 
- Før var vores område et center for kolera. Vi oplevede mennesker med denne sygdom dagligt. Og selv om vi fik bugt med sygdommen her i Kipili, fortsatte den med at hærge i andre landsbyer. Men nu er det fire år siden, vi sidst diagnosticerede en kolerapatient. Kolera er simpelthen udryddet. Hvor er det godt!

Erfaringer fra Tanzania bruges nu i DR Congo

Vi følger Respice Mbalu i motorbåd til Tanganyikasøens Congo-side. For nu har Brødremenigheden udvidet sundhedsprojektet til 12 landsbyer i DR Congo. Når flygtninge og handelsfolk rejser herfra over til Tanzania medbringer de ofte smitsomme sygdomme. Derfor skal kolera og andre sygdomme også bekæmpes med både oplysning og sundhedspleje her.
- Mange kvinder dør i barselsseng. Det er så forfærdeligt, at man kun kan græde over det. Fordi infrastrukturen er så dårlig kommer de ikke på hospitalet i tide. Sådan var det i Tanzania, inden projektet startede. Ikke blot moderen, men også barnet døde. Men i dag kan jeg sige, at det ikke er sket på søens Tanzania-side de sidste to år.

Vi møder embedslæge Gabriel Njema i provinshovedstaden Moba:
- Der er store sundhedsudfordringer langs søen, siger han. - Ikke kun med kolera, men også med andre sygdomme. Mange har ikke adgang til rent vand. De drikker vand fra søen – og det giver diarré. Selv i Moba får folk diarré igen og igen. Spedalskhed og tuberkulose er udbredt i hele landet. Der er rigtig mange spedalske i vores område. De samler sig omkring vandstederne. Desuden lider mange af malaria.

Regeringen har oprettet sundhedsklinikker, fortæller han. Men de ligger langt fra hinanden. Afstanden gør, at de syge ikke kommer til klinikken i tide. Derfor sætter han pris på samarbejdspartnere som Brødremenigheden:
- Det er et stort og godt arbejde, de gør. Vi skal samarbejde om at nedbringe antal sygdomstilfælde, siger han.

Ikke bange for at bryde tabu

Gabriel Njema er klar over, at sundhed og oplysning om hygiejne må gå hånd i hånd. Han har bare ikke mandskab nok til at undervise befolkningen. Derfor er Brødremenighedens sundhedsprojekt en kærkommen hjælp.
- Vi kan ikke helbrede folk uden at undervise dem. Derfor prioriterer vi oplysningsarbejdet. Derefter skal der oprettes flere sundhedsklinikker. Og så skal vi i gang med at grave brønde, siger han.

Visionerne fejler ikke noget, og det gør samarbejdsviljen heller ikke:
- Det er godt, at Brødremenigheden er kommet til DR Congo. For de er ikke bange for at undervise i ”det hemmelige”, det tabuiserede. Her er det tabu at tale om familieplanlægning. Derfor går kvinderne til medicinmanden. Og de føder hjemme ved hjælp af lokale fødselshjælpere. Hygiejnen er ikke god, så derfor bliver mange syge. Men når de samarbejder med sundhedsklinikken, går det godt. Samarbejdet kan blive begyndelsen på enden af de mange problemer, vi har. Ofte tror folk at piller er nok. Men hvis de ikke kender årsagen til sygdommen, eller hvordan de skal tage medicinen, hjælper det jo ikke. Så kommer sygdommen jo bare igen!
Og dermed bekræfter embedslægen missionens vision og praksis. Sundhed og oplysning må gå hånd i hånd. i forlængelse af det traditionelle misionsarbejde. Indsatsen rettes mod hele mennesket, til ånd sjæl og krop.

 Kilde: *) Uffe Thorm (red.): Kristendom og udvikling: Kan tro flytte bjerge? Dansk Missionsråd 2015

Skrevet af Svend Løbner