Missionsarbejdet i Tanzania indgyder respekt

Hvor ville Rakel, Peter og trommeslagerne fra Congo have været uden Brødremenigheden?

Af journalist Svend Løbner

Rakel står lidt på afstand og kigger, mens de andre drenge og piger stormer hen til min fotograf. Jeg er i Tanzania for at rapportere fra Brødremenighedens arbejde i magasinerne Helse, Sund i Syd, Ugeskrift for læger, Sygeplejersken og mange flere danske medier. Missionsarbejdet indgyder respekt.

Rakel blev efterladt på gaden af sin mor, da hun var ganske lille. Faren havde allerede forladt familien. Nu er Rakel på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga. Hun åbner sig mere og mere og viser sig at være en særdeles intelligent pige. Rakel er blot et eksempel på de 32 små skæbner, der i øjeblikket befolker børnehjemmet.
Men hvor ville hun være blevet af, hvis ikke børnehjemmet tog sig af hende?

Spiritualitet, skolegang og sundhed
Peter tager sit underben af og viser stolt sin protese frem. Han kom først til Leprosariet i Sikonge, da spedalskheden havde gjort indhug i hans fingre og tæer. På grund af følelsesløsheden, gjorde han skade på sig selv, så benet måtte amputeres. Men nu smiler Peter lykkeligt, da han tager protesen på og nærmest småløber hen over gårdspladsen. Han kan snart komme hjem og forsørge sin familie.
Men hvor ville han have været, hvis der ikke havde været et spedalskhedsarbejde i Sikonge?

To drenge spiller på tromme, energisk og med så indviklede rytmer, at det næppe kan læres hvis man ikke allerede har det i blodet. Drengene akkompagnerer det ene kor efter det andet i Brødrekirken i storbyen Moba i Congo. Efter fire og en halv times sejlads i en lille aluminiumsbåd hen over den halvvanden kilometer dybe Tanganyika-sø er vi nu kommet til Congo, hvor de tre s’er går op i en højere enhed: spiritualitet, skolegang og sundhed. Kirken formidler det kristne budskab med tro, håb og kærlighed. Skolen i Moba giver et solidt fundament af viden til 650 elever – heraf de to energiske trommeslagere. Og et storstilet sundhedsprojekt kommer foreløbig 12 landsbyer i omegnen til gavn.
Men hvordan ville befolkningen have det, hvis ingen tog initiativ til denne holistiske mission?

Mission betyder samfundsudvikling
Jeg står i hvert fald tilbage med stor respekt for Brødremenighedens Danske Mission efter 10 dage i Sikonge, Kipili, Moba og Sumbawanga. Missionærerne arbejder årevis i afsidesliggende områder fjernt fra de bekvemmeligheder, vi tager som en selvfølge herhjemme. De samarbejder med lokale folk, der trods kulturforskelle både er dygtige og trofaste. Og de har sammen med kirken oprettet forskole, børnehjem, syskole, snedkerskole og meget mere for at løfte lokalsamfundet.
For det er konklusionen på de kvalitative interviews, jeg lavede overalt, hvor jeg kom frem i de fem uger, jeg rejste rundt i Tanzania: Missionsarbejde betyder samfundsudvikling. Missionen kom med håb, viden og sundhed. Ingen af de, jeg interviewede, ønskede sig tilbage til tiden før missionærerne kom til landet.

Missionsarbejdet nytter altså. Det indgyder ikke blot respekt hos mig som journalist. Det var også tydeligt, hvor jeg kom frem – og jeg kan forstå, hvad folk siger til hinanden på swahili: Befolkningen sætter missionærernes indsats meget højt. Også selv om mange på typisk afrikansk manér gerne vil have endnu mere hjælp.

Svend Løbnerrejste til Tanzania den 27. maj til 2. juli 2014 med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Svend er selv vokset op i Tanzania og kan derfor interviewe direkte på swahili. Navnene på personerne i artiklen er fiktive. Foto: Samuel André Madsen.

Læs Svends blog fra rejsen på www.svendlobner.dk.