Religion dæmper konflikter i Tanzania

Det østafrikanske land er et forbillede på fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer. Befolkningen sætter pris på det kristne missionsarbejde.

Analyse af Svend Løbner, Tanzania

Tanzania har alle forudsætninger for at blive et land opløst i borgerkrig. Landet består af 120 stammer, og befolkningen består overvejende af lige dele kristne og muslimer. Men de 45 millioner indbyggere har i mange år været et forbillede i fredelig sameksistens.

Over 50 interviews på en 4.400 kilometer lang rejse afslører, at den jævne befolkning en meget pragmatisk tilgang til livet. Hverdagen skal fungere. Der skal grød på bordet. Derfor må alle gode kræfter trække på samme hammel. Jo, der har været bombeangreb mod religiøse ledere i Arusha, syreangreb i Dar es Salaam og kirkeafbrændinger på Zanzibar. Men som sheik Ibrahim al Sayyid*) fra Zanzibar siger:

- Det er ekstreme kræfter udefra, som prøver at splitte befolkningen. Kristne og muslimer har levet sammen i 200 år. Vi har endda lejet vores moskéer ud til kirker på Zanzibar.

Ikke blot er Tanzania den største modtager af dansk ulandsbistand, men danske missionærer har arbejdet i landet i over 100 år. De har formidlet de kristne værdier og engageret sig i et udviklingsarbejde, der bremser spedalskhed, udrydder kolera, fordobler høsten, hjælper gadebørn og forliger kristne og muslimer.

I den centrale Singida-region har 280 kristne og muslimske småbønder fordoblet deres høst ved at dyrke de rette afgrøder efter moderne principper. I regionshovedstaden Singida står kirke og moské sammen om at hjælpe storbyens 3000 gadebørn. Alt dette med støtte fra den danske hjælpeorganisation International Aid Services.

Omkring Tanganyikasøen ved grænsen til DR Congo har Brødremenighedens Danske Mission dannet sundhedskomitéer i 46 landsbyer. Komitéerne består af både muslimer, kristne og folk med traditionel baggrund. Sammen underviser de i hygiejne, bygger klinikker og sikrer driften af otte ambulancebåde. I dag er kolera udryddet på Tanzania-siden.

Tanzaniere har et meget jordnært forhold til religion. Som en imam udtrykte det: ”Vi beder selv om fredagen og de kristne om søndagen, men ellers samarbejder vi om alt og fejrer det ved fælles fester i landsbyen.

Denne fredelige idyl prøver ekstreme kræfter at ødelægge. Men netop i Zanzibar driver Danmission et Dialogcenter, hvor kristne og muslimske ledere mødes, diskuterer og opbygger tillid til hinanden. Sammen har de dannet en forsoningskomité, som drager ud i landsbyerne og gyder olie på vandene, når en konflikt er under opsejling. Og sheiker og præster bliver sammen inviteret til forsoningsmøder landet over.

- Vi laver trosbaseret forsoningsarbejde, fortæller Danmissions dialogkonsulent Daniel Nygaard Madsen. - Vi gør det på grund af vores tro, ikke på trods af vores tro. Mange har den opfattelse, at religion er årsag til så mange konflikter i verden, at hvis man bare fjernede religionen, så ville der være fred i verden. Men vi siger: Fordi religion er en del af problemet – sammen med sociale og politiske årsager – skal religion også være en del af løsningen.

Hvilken forskel gør det kristne missionsarbejde så? På rejsen interviewede jeg flere end 20 kristne fra fem af de områder, hvor danske missionærer har været udstationeret. Jeg talte desuden med borgmestre, partiformænd, imamer og chefer for landbrug, sundhed og social indsats. Konklusionen er:

1. Den kristne mission bragte oplysning og uddannelse. For flere afrikanske stammer er evangeliet svaret på stammemyter om en kommende messiasskikkelse. Sådan var det for taturustammen i Sanjaranda. Derfor åndede de lettet op, da de hørte missionæren fortælle om Jesus.

2. For mange betød kristendom og kirke et endeligt stop til det alkoholmisbrug, som ødelagde helbred og familier. Jeg var overrasket over, hvor mange, der havde haft et ødelæggende alkoholmisbrug, før de blev kristne.

3. Ingen af dem, jeg talte med i Sanjaranda, Singida, Kipili, Iringa, Dar es Salaam og Zanzibar, ønskede at vende tilbage til det primitive liv med overtro og frygt. Tvært imod fremhæver de fleste, at missionsarbejdet gav dem kontakt med omverdenen, som Eliezer Mkoko, en af de ældste i landsbyen Sanjaranda, fortæller: ”Missionærerne kom med oplysning. Deres budskab opfyldte vores stammemyter. De gav os viden og åbnede verden for os. Vi fik værdighed som borgere i den store verden.

*) Navnet er opdigtet af hensyn til sheikens sikkerhed.