Denne påske har jeg efter at have set "The Passion Of The Christ" skrevet dette digt. Mon det kan sige noget til dig?

Jesus. Kristus. Død, men ej borte.
Alt han er - så markant i det sorte. 
Dog står jeg bare og glor på blodet.
Han sukker nu og skråner ho'det.

En nat så lang, med angst og bedrag.
Tårer og ondskab udgør det hav.
Beskyldninger, elende i lag.
Sådan startede det, jeg glor på i dag.

Så mildt et ansigt, uden bitterhed.
Selv i pinslen rækker han til andre ned
frelse så ufortjent - det skulle være mig,
der lå der på pladsen, ja mig, ikke dig!

Inklusiv mig selv, står alle og råber.
"Korsfæst det fæ" - hvor er vi dog tåber.
Netop det, der sker for øjnene,
gør bod på smerten og løgnene.

Et lam uden indvendinger: "Lad din vilje ske".
Det er så overmenneskeligt, jeg fatter ikke det!
Alt, jeg ved, er jeg kan kun hos ham,
Få håb for skyld, fejl og skam.

Derfor jeg længes som med sult og tørst
efter min Frelser, som er allerstørst.
Intet kan måles, med det han har gjort.
Han ønsker mit hjerte, der er alt for sort.

Nu står han opstået; værdigt og rent.
Det må ik vær' forgæves, det er ej for sent,
Løsningen eksisterer, hvad er der mer' at sige?
Herre, min Herre, tag mig med i dit rige.