Nyt fra D.R. Congo

Den 28.august
Vi er lige kommet hjem efter et tidages introduktionsbesøg i Congo. Formålet var at stifte bekendskab med lederne i den nye provins Tanganyika og i provinshovedstaden Kalemie.

Siden november 2015 har Den Demokratiske Republik Congo (DRC) været inddelt i 26 provincer med hver sin guvernør, ministre osv. Det er godt, for DR Congo er lige så stor som hele Vesteuropa.

Et problem for os er, at visumsystemet ikke er helt klart for alle. Derfor kunne vi nu først rejse, efter at have været i Kipili i tre måneder. På sejlturen på seks hundrede kilometer over søen til forskellige landsbyer var der mange udfordringer (Vores børn siger ofte: er I stadigvæk i stand til dette i jeres alder…?). Vi har på vores tur ofte  sejlet over Tanganyikasøen i barskt og stormfuldt vejr. Før vi begav os ud på rejsen, bad vi en bøn.

Da vi ankom i Kalemies havn blev vi modtaget af Moravian Churchs kor med en velkomstsalme. Det var svært at koncentrere os om velkomsten, da vi var gennemblødt og derfor frøs.  Derefter måtte vi hen til immigrations- og søfartskontoret, hvilket krævede stor tålmodighed.

Udover officielle besøg hos gouvernøren og indenrigs-og sundhedsminstrene, organiseret af kirkelederen Jacques fra Østcongo, besøgte vi to af Brødremenighedens kirker. (Hvor har vi dog smukke kirker i Zeist og Christiansfeld!!!) Da det var blevet mørkt, havnede vi lørdag aften ved et tilfælde i Mpala ved den ældste missionspost, som er fra 1890! Heldigvis kunne vi overnatte her, så vi satte uden problemer vores telte op.

Søndag overværede vi gudstjenesten i denne ældste katedral, hvilket var en meget speciel oplevelse. Vi mødtes også med den congolesiske projektstab, Clarisse, Dieudonné og Anastasia  og med de lokale sundhedsteam i de landsbyer, hvor vi besøgte sundhedsposterne. Det var godt , at vi talte fransk, som sammen med kiswahili er det officielle sprog ved siden af mange andre lokale sprog..

I juli og august måned er søen meget ’agité’, som man siger her. Det har noget at gøre med  søens dybde (den næstedybeste sø i verden) og de høje bjerge. Området er utilgængeligt, der går ingen veje hen til landsbyerne, og disse kan altså kun nås i båd.

Næste gang sender vi en mere udførlig beretning om vores arbejde.

Broderlige og søsterlige hilsner

Bert Muizebelt & Marjo ten Kate