Læge blandt spedalske i Tanzania

Steen Møllgaard Andersen er læge i Sikonge i det centrale Tanzania. Her har han arbejdet med spedalske siden 2002. Forinden var han spedalskhedslæge i Bhutan i 16 år. Steen er gift med Lisbeth, og parret er udsendt af Brødremenighedens Danske Mission (BDM). Brødremenigheden har arbejdet i Tanzania siden 1897.

06.00. Jeg står op, hilser på vagtmanden, spiser morgenmad og læser et stykke i Brødremenighedens lille andagtsbog, ”Løsensord”.

07.20. Jeg bevæger mig ned til hospitalets kapel for at deltage i morgenandagten og modtage natsygeplejerskens rapport. Jeg er den eneste fuldt uddannede læge på hospitalet.

08.30 Nu kører jeg til Kidugalo, som betyder ”endestation” på det lokale stammesprog. Kidugalo består af en række små hvide huse, hvor der bor en halv snes ældre, som er vansiret af spedalskhed. Sygdommen lammer nerverne i huden og skaber deformiteter i hænder, fødder, næse, ører og øjne. Spedalskhed opdages ved prikken i fingre og tæer, følelsesløshed i huden, lyse pletter og blister. Blisterne kommer af at patienten ofte brænder sig på ild og varme gryder, fordi de ikke kan føle noget. Sårene behandles ved at patienten sætter sine fødder i saltvand en halv time, hvorefter de smøres ind i vaseline og forbindes.

09.15 Jeg kører videre op på ”Leprosariet”, som er hospitalets afdeling for spedalskhedsramte. Lige nu er 13 patienter indlagt. Langt fra alle spedalske behøver indlæggelse. Når vi har tegnet er kort over kroppens pletter og nerveskader og undersøgt nervefunktionerne i hænder, fødder og øjne kan vi afgøre, om det er nødvendigt med prednisolon, eller om patienten blot skal have udleveret en pakke med fire ugers medicinering af det særlige flerstofpræparat, der kan stoppe sygdommen og gøre dem smittefri efter et døgn. De piller, de skal tage en gang om måneden, trykker vi ud med det samme og giver dem under opsyn. Resten af pillerne får de med hjem. Nogle skal have seks måneders behandling, andre et helt år. Det afhænger af antal spedalskhedsbakterier.

Flerstoppræparatet består af rifampicin, lampren og dapson. Den første dosis slår 99,99 procent af spedalskhedsbakterierne ihjel.

Jeg går stuegang på Leprosariet og tilser patienternes sår, akutte nerveskader eller immunologiske reaktioner. En del patienter kommer til os efter at de er blevet fejldiagnosticeret eller fejlbehandlet af det offentlige sundhedsvæsen. Nogle patienter bliver bragt hertil af deres familie. Pludselig er familien væk. Det ligner dumping.

Omkring 10.15 kører jeg op til posthuset for at se om der er kommet post i vores postboks. Der kommer post tre gange om ugen. Så kører jeg hjem og tager et stykke brød og lidt the og hviler min ryg.

Kl. 11.00 Jeg kører tilbage til hospitalet for at tilse patienter i poliklinikken. Sikonge Hospital fungerer som et distriktssygehus for områdets 180.000 indbyggere. Her kommer alt fra helt friske mennesker, som er begyndt at hoste, til syge, der kommer til kontrol efter en operation. Jeg ser masser af børn med malaria. Nogle bliver indlagt med drop med kinin.

Kl. 14.00 Jeg går over på medicinsk afdeling for at tilse patienterne. Jeg møder en, som andetsteds var blevet behandlet med indsprøjtninger, fordi det kløede så voldsomt. Han havde skorper overalt på huden. ”Det er garanteret skorpefnat”, tænkte jeg og tilkalder en laborant, som tager et stykke skorpe og sætter det under mikroskop. Det viser sig rigtignok at være fnatmider. Når man først har set dem ét tilfælde, glemmer man det aldrig!

En patient har et klæde over hovedet og viser sig at have en stor læsion som dækker hele den højre side af ansigtet og lukker det højre øje. ”Det må være helvedesild”, tænker jeg og spørger, om han har fået målt sin HIV-status for nylig. Det har han ikke. Det viser sig, at manden er HIV-positiv. 

15.00 kommer børnene fra Kanoge - en lille landsby som mest består af tidligere spedalske og deres familier. Mange af børnene har indlæringsvanskeligheder, og dem har jeg fået ind på skolens specialklasse. Og hvor er de blomstret op! De kommer gerne og viser mig deres kladdebøger, hvor de har fået ros af læreren i stedet for altid at blive drillet, mobbet eller tævet.

15.30 Jeg kører hjem for at arbejde i haven og få lidt frisk luft. I denne tid luger jeg grusstierne. En dag gjorde det pludselig vanvittigt ondt i fingeren. Jeg trak hånden til mig og tjekkede: Var det ét eller to bidemærker? Der var heldigvis kun ét. Det var en skorpion, ikke en slange. Jeg skyndte mig at smøre noget smertestillende på, men da jeg gik i seng seks timer senere, gjorde det stadig ondt. Skorpionstik er meget almindeligt her. Men det er ikke noget man kommer til hospitalet med.

17.30 Jeg går en halv times tid med hunden - det er den eneste rigtige motion, jeg får. Derefter sætter jeg vand over til ris og varmer min mad. Jeg sørger for at der er rigeligt, så også nattevagten kan få mindst ét ordentligt måltid mad om dagen.

Nu trækker jeg myggenettet ned over min seng. Det skal man helst gøre inden det bliver mørkt, for ellers kan malariamyggene flyve ind og sætte sig på indersiden af nettet!

19.08 Det er tid til at tjekke e-mail – hvis der altså er strøm og mobilnetværket ikke er nede. Derefter sætter jeg vand på til te, stopper min pibe, og læser min tanzaniske avis, Ugeskrift For Læger og Kristeligt Dagblad, som jeg får tilsendt en bunke af en gang om ugen.

21.55 Jeg sætter kattene ud og lægger mig – helst klokken 10. Så går jeg til ro under myggenettet – forhåbentlig uden myg.

Spedalskhedslæge Steen Møllgaard Andersen

Journalist Svend Løbner, mail@svendlobner.dk, med støtte fra Danidas Rejsestipendium.