Kom så afsted!

- for der er ikke så meget at betænke sig på! En enestående og ”once-in-a-lifetime” – oplevelse venter. Få samlet en bilfuld på otte personer, der vil være med!

Vi var nogle seniorer fra Lindehøj kirke i Herlev, der fik ideen om at slå mange fluer med et smæk:

  • at give en hjælpende hånd og gøre lidt praktisk gavn på vores gamle dage
  • at rejse og se en verden, vi kun kender fra tv og aviser
  • at lære nogle lokale i en anden verdensdel at kende
  • at leve sig ind i en anden verden
  • at spise og bo og arbejde MEGET anderledes
  • at opdage at uanset stand/uddannelse, økonomi, hudfarve og status så er vi et i Kristus

Vi arbejdede fire uger i fire dage om ugen i Kalungo ved Tanganyikasøen i Tanzania. Vi hjalp med at færdiggøre et børnehaveklasse-hus. Et både varmt og til tider slidsomt arbejde. Og i begyndelsen uden hjælp fra skoleleder og kirkeleder men senere med stor hjælp fra samme, hvilket var en stor mental ændring for dem, da håndens arbejde ikke er videre anerkendt, når man har studeret lidt.
Vi malede vinduer og døre og udsmykkede væggene med alfabetet osv. Og vi byggede vel Afrikas bedste og mest solide legeplads. Og så endte alt med en festlig indvielse, som hele landsbyen deltog i.

Privat boede vi to og to i nogle meget enkle huse i landsbyen Kipili, der ligger 25 minutters kørsel fra Kalungo. Her spiste vi også sammen hver dag, enten frokost (ugali/majsgrød og fisk) som nogle lokale kvinder lavede i landsbyen eller hjemme på compounden hos missionær Knud Elmo Knudsen.  

Om lørdagen kunne vi gå tur til et badested ved søen, hvorfra man i øvrigt kunne få internetforbindelse! Og vi nåede da også at komme til flere meget forskellige gudstjenester og på en fantastisk safaritur!

Det er klart vi kunne skrive vildt meget om fantastiske oplevelser men prøv nu bare at komme afsted og få de ca. 15.000 kr.pr. person, som det koster, sparet sammen!

Der er naturligvis visse forberedelser hjemmefra som f.eks. at få nogle venners børn eller børnebørn til at bo i ens hus i nogle uger eller at finde rejseledsagere. Men det er til at overskue. Vi vil gerne fortælle meget mere, hvis andre grupper får lyst til at tage turen til Kipili eller Congo, hvor BDM jo også arbejder.

Vi kan kontaktes på:
Erik og Ingrid Würtz
Tlf. 40920115 eller wurtznielsen@gmail.com

Mange Afikahilsner
Ingrid og Erik