Evangelisation i Kivu Syd (Congo)

At rejse rundt i Afrika har altid været forbundet med uforudsete problemer, og denne tur var ingen undtagelse. Her går vi ofte ud fra at planerne er lagt for at skulle ændres hen ad vejen.

Turen til Kigoma

Jeg startede fra Kipili d. 6. okt. kl.6 for at overstå de 500 km og nå tidligt nok til Kigoma, så jeg kunne få forlænget mit visum til Congo. Da jeg kontaktede konsulatet, opdagede jeg, at mit pas var forblevet i kopimaskinen i Kipili, hvorfor jeg var nødsaget til at tage turen en gang mere, før jeg kunne komme videre. På tilbagevejen til Kigoma satte gearet sig fast i 5. gear, så de sidste 120 km blev foretaget ved at skifte mellem reduktionsgearet og højt gear. Foruden gearet var batteriet også gået død, så jeg kunne ikke stoppe bilen og være sikker på at kunne starte igen. Derfor kørte jeg direkte til et værksted, hvor jeg fik fat på en mekaniker, som kunne fikse problemet. Det blev til en større operation med en adskilt gearkasse og nye reservedele fra Dar es Salaam sendt pr. bus til Kigoma. Mekanikeren arbejdede weekenden over, så allerede om tirsdagen kunne jeg komme videre til Uvira via Burundi.

Besøg forskellige steder

I Bujumbura var jeg omkring kirkens kontor for at snakke med lederne der og forhøre mig om kirken og landets situation som helhed. I Burundi har der siden maj været politiske uroligheder, som har ført en flygtningestrøm på op mod 400.000 mennesker til nabolandene. Trods den ro, der er overalt, hvor jeg færdedes, måtte jeg konstatere, at der politisk såvel som inden for kirken er en splittelse, som ikke lige kan bilægges her og nu.

Jeg nåede Uvira uden problemer af nogen art og fik kontakt med kirkelederne der. Efter en revidering af vores tidligere planlægning og et besøg på handikaphjemmet, skolen og hospitalet i Makenge – projektet som Sandra og Daniel Bøytler stod for opbyggelsen af, fortsatte vores rejse rundt til menighederne.

Mitenge

Den mest udfordrende tur var op til landsbyen Mitenge, som ligger i bjergene vest for Uvira. For at nå dertil kræver det en omvej på godt 200km, hvor de sidste 100 km var meget dårligt fremkommelige og kun passable i reduktionsgear med 4-hjulstræk. Heldigvis var regntiden endnu ikke sat rigtigt ind, hvilket ville have gjort det umuligt for os. Vi nåede derfor frem uden problemer efter en hel dags kørsel og blev modtaget på vejen af en syngende, jublende menighed i det tiltagende mørke.

Mitenge ligger i 2300 meters højde og klimaet er tempereret, lidt over trægrænsen herude. Højland med bløde græsdækkede bjerge så langt øjet rakte i den klare luft, som dog morgen og aften blev sløret af tåge pga. den store fugtighed. Der var ingen gæstehuse, så vi overnattede hos stedets evangelist – jeg fik nok den bedste seng, men burde have overnattet i bilen, for jeg blev holdt vågen af en flok lopper, som holdt festmåltid over det nye blod, der var blevet serveret for dem. Det hjalp lidt, da jeg fik mig lukket helt inde i soveposen - så lidt søvn fik jeg trods alt.

Den følgende dag besøgte vi stedets øvrighedspersoner og fik blåstemplet vores tilladelse til kirkelig aktivitet, hvorefter vi holdt seminar for de kristne i den store runde hytte, de brugte som kirke. Brødrekirkens historie blev kædet sammen med evangeliet til frelse for alle gennem troen på Jesus Kristus. Efterfølgende holdtes en åben gudstjeneste foran evangelistens hus, hvorunder der blev døbt fire voksne og fire børn samt indviet fire kirkeældste til varetagelse af menighedens videre opbygning. 

Fize

Næste morgen tog vi afsked og kørte ned ad bjerget tilbage til Fizi, hvor vi mødtes med en lille flok, som gennem deres ophold som flygtninge i TZ, kendte til Moravian og gerne ville være med til at starte en menighed. Blandt dem var der flere med uddannelse, hvilket giver håb om, at det vil kunne lade sig gøre. Tidligere er der tre gange forsøgt startet en menighed i Fizi; men de er alle gået i opløsning igen. 

Efter overnatning i Fizi sagde vi farvel til gruppen og tog ned til Baraka, en større provinsby, som ligger ved søen. Vi blev her i fire dage for at tage rundt og undervise i de menigheder, der er i området og fik besøgt høvdingen for en af landsbyerne – han havde tidligere stillet to tdr. land til rådighed; men pga. manglende respons fra kirken, var han nu i tvivl om, man i det hele taget var interesseret. Vi fik bekræftet interessen og endnu en gang tilskyndet præsten til at få gjort noget ved sagen, så vi kunne blive retmæssige ejere af grundstykket. Problemet er ofte, at man forventer, missionæren tager affære og glemmer, at han for så vidt ingen myndighed har i kirkens anliggender; hvorfor der også her skal oplyses om kirkens egen autoritet til at løse sine egne problemer.

Forkyndelse af frelsen er vigtig

Endnu et par menigheder blev besøgt og undervist, interne konflikter løst og filmen om Jesu Liv vist. De fleste af landsbyerne havde aldrig set filmen, så den gjorde stort indtryk på dem, der samledes om den. Mange kalder sig kristne, men meget få ved, hvad det er at være en kristen – udover selvfølgelig at være et godt menneske, som gør sig fortjent til frelse. Derfor er forkyndelsen om frelse til alle, som tror på Jesus som Guds Søn og verdens frelser, stadig den vigtigste del af vor undervisning. Hvad vi ellers kan hjælpe med af projekter, er kirkens diakoni og en afglans af de frugter, vi som Jesu brødre må give videre til dem, der trænger - vor næste.