Er det kærlighed at slå vores børn?

Fra onsdag d. 24. februar til søndag d. 28. februar gik turen til Matai og Kisumba, med det formål at afholde seminar for de unge, søndagsskolelærerne, præsterne og evangelisterne. Vi var fire afsted – Matilda, leder for søndagsskolearbejdet i Rukwa-regionen, Jakobo Silungwe, leder for ungdomsarbejdet i Rukwa-regionen, Nina, som er volontør, samt mig. Nina stod for at sælge bøger i landsbyerne, mens vi andre stod for undervisningen. Vi kørte først til Matai, en landsby godt en times kørsel fra Sumbawanga. Her underviste vi i to dage, herefter kørte vi til Kisumba længere syd på. At undervise disse steder blev på mange måder til stor opmuntring og velsignelse, fordi vi virkelig fik lov at opleve folks interesse og medvirken. Jeg underviste i børns behov og hvordan vi som voksne underviser dem og opdrager dem i kærlighed. Dvs. den kærlighed som Jesus viste os. Vi kan ikke som mennesker gøre ligesom Jesus, men vi må prøve at efterligne vores frelser. Jeg gennemgik syv punkter med hvordan vi konkret kan skabe et godt livsfundament for et barn. 
 
Her mødte jeg efterfølgende spørgsmål som: ”Vil du mene, at det er kærlighed at slå et barn eller er det ikke kærlighed?” eller en anden: ”Forskning viser, at de børn, som bliver slået klarer sig bedre, end dem som ikke bliver slået – Hvad mener du om det?”. Jeg må være ærlig at indrømme, at besvare den slags spørgsmål var en udfordring, fordi det hernede er helt normalt at slå sine børn (gerne dagligt). Det betød, at mit svar var nødt til at være med dyb respekt for kulturen og normen, men samtidig også være klar i mælet om, at vi ikke hjælper vores børn, når vi slår dem. Nå, hvordan besvarede jeg så disse spørgsmål? Jeg oplevede, at det ikke var mig der var klar på at besvare disse spørgsmål, men derimod Gud. Jeg blev mindet om Jesu ord til os i bjergprædiken, at vi ikke skal gengælde ondt med ondt (Mat 5, 38-39). Vi læser flere steder i bibelen, at Gud ser os alle med ligeværd og gør ikke forskel på os. Jesus fortæller os, at vi skal gøre mod vores næste, som vi ønsker, at de skal gøre imod os. Jesu ord peger på, at vi skal elske hinanden og han gør ikke forskel på børn og voksne. Vi har som voksne et stort ansvar i at opdrage og undervise vores børn i kærlighed, gennem ord og handling. Jeg ser ingen argumentation fra bibelen for at opdrage vores børn med korporlig afstraffelse, tvært imod og al psykologi siger også, at det kun skader vores børn. Hvordan reagerede de så på sådan nogle svar? Her fik jeg endnu engang lov til at opleve, at vi sammen rykkede os. Her i Tanzania er der store udfordringer, fordi der er mange børn og få lærer/søndagsskolelærere, der er meget lidt viden om børns forståelsesunivers – dvs. forskellen på børn og voksne og hvordan vi agerer over for børn. De var ærlige omkring deres udfordringer og havde mange spørgsmål til hvordan, vi som voksne vælger en vej, hvor vi ikke slår vores børn, men i stedet forsøger at snakke med dem, lytte til dem og respektere dem. De sluttede af med, at flere var opsat på at agere anderledes over for børnene, både i undervisningen og i konfliktsituationer. For mig blev det Guds måde, at arbejde på. Jeg ved ikke om du kender den følelse, hvor du fornemmer at et menneske virkelig blev ramt af ordet. Jeg fik lov at opleve den følelse. Jeg fornemmede virkelig at folk blev ramt og tog det til sig. Ikke pga. mig, for jeg havde ikke forberedt meget inden for disse spørgsmål. Nej, fordi vores Far i himmelen hele tiden har noget at sige til os. Han vil at vi skal elske hinanden i broderkærlighed, som han har elsket os. Det er mit håb og min bøn, at børnene hernede får lov til at opleve den kærlighed, som Gud har vist gennem sin egne søn og at de får lov til at opleve den gennem deres forældre og lærere.