BEDRE SUNDHED VED SØENS BREDDER

Om rettigheder og sundhed i Tanzania Tanganyikasøen blinker i den skarpe sol. Et par fiskebåder vipper dovent rundt og i vandkanten hviner børn, når de rammes af bølgerne, der skyller ind på land. En almindelig dag i en almindelig landsby på bredden af den store sø. Her bor congolesere på den ene side af søen og tanzaniere på den anden i de små afsidesliggende landsbyer. For at besøge landsbyerne skal man ud på timelange rejser i træbåde, klemt sammen med kaglende høns, sovende ældre kvinder og grædende små børn. Der er ikke mange, der ønsker at tage den rejse. Derfor er det nemt for både lokale myndigheder, nationale politikere og omverdenen at glemme landsbyerne og menneskerne, der bor i dem.

ET HELT SÆRLIGT SUNDHEDSPROJEKT

Brødremenighedens Danske Mission (BDM) arbejder med et helt særligt sundhedsprojekt, hvor de små lokalsamfund gennem uddannelse og en rettighedsbasseret tilgang bliver bekendt med deres rettigheder. Og der er virkelig brug for projektet, for som projektleder Respice Mbalu fortæller: - I området er de fleste mennesker analfabeter. Det betyder blandt andet, at de ikke kender til deres rettigheder. Projektet, drives i partnerskab mellem BDM og Brødrekirken i Tanzania, har som mål at forbedre sundhedstilstanden i 45 landsbyer. Dette sker ved at engagere og mobilisere landsbyernes beboere i deres egne sundhedsforhold, og støtte dem i at stille krav til myndigheder om de sundhedsydelser, de som borgere har ret til. Men, hvordan gør man det? Hvordan får man en fattig befolkning, der ikke kender til deres egne rettigheder, til at stille krav til de lokale myndigheder?

SCORE CARDS

I Brødrekirkens projekt gør man det blandt andet med såkaldte score cards. - Score cards er et redskab, der samler brugerne, udbyderne og beslutningstagerne for at finde løsninger på konkrete problemer, fortæller Respice. I forskellige trin analyseres de lokale sundhedsproblemer i hver enkelt landsby af beboerne selv. Det sker blandt andet på landsbymøder, hvor alle kan tage ordet og dele deres oplevelse af sundhedsforholdene. Foto: Jonas og Eva Fibiger Diemer, BDM Når problematikkerne er blevet klargjort, mødes landsbyens beboere med det lokale sundhedspersonale for at fremlægge og drøfte problemerne. Derefter finder man i fællesskab frem til løsningsmuligheder på problemerne. Møderne giver forståelse for hinandens situationer, og i projektet oplever man, at de forskellige parter er begyndt at samarbejde meget mere.

KIRKEN SOM FORTALER

Der er tale om mange forskellige slags problemer – det er lige fra den måde sundhedspersonale taler til patienterne på, til forhøjet brugerbetaling og manglende medicin. I nogle tilfælde kan landsbybeboerne og de ansatte selv finde en løsning, mens der i andre er brug for opmærksomhed fra lokale myndigheder. Derfor inviteres lokale politikere og myndigheder til møder i landsbyerne, hvor manglerne og udfordringerne præsenteres og diskuteres. For mange af lederne er det første gang, de oplever situationen i landsbyerne. - Vores ansvar som kirke er at påvirke politikerne til at leve op til deres ansvar. Vi skal ikke bare bede. Vi skal uddanne befolkningen i, hvad biblen siger – og hvad regeringen siger, forklarer Respice Mbalu. Efter de fælles møder udpeges et team med repræsentanter fra landsbyen, sundhedsklinikken og de lokale myndigheder, der skal følge op på implementeringen af de løsninger, man sammen er blevet enige om. På denne måde får beboerne ved Tanganyikasøen en stemme over for beslutningstagerne. Den bruger de til at få bedre sundhedsydelser, hvilke betyder et fald i børnedødeligheden og færre kvinder, der dør under fødsler. En positiv udvikling i de afsidesliggende landsbyer ved den store sø ⦁ Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling anser den rettighedsbaserede tilgang i udviklingsarbejdet som central. Udviklingsprojekter, der bygger på den rettighedsbaserede tilgang, søger at ændre de strukturer, der skaber ulighed og fattigdom. Arbejdet udføres på baggrund af det princip, at alle mennesker er lige, og at alle har ret til udvikling og muligheder. Der er tale om en fælles forpligtigelse til at fremme udvikling og retfærdighed blandt alle mennesker, da alle har de samme fundamentale og ufravigelige menneskerettigheder. Den rettighedsbaserede tilgang til udviklingsarbejde betoner desuden, at der ikke er tale om velgørenhed eller om blot at opfylde de umiddelbare behov for de mennesker, der er en del af et projekt. Dette eksempel viser, hvordan brugen af en rettighedsbaseret tilgang i projekter, bl.a. afspejler sig i en stærk deltagerorienteret strategi, hvor engagement og deltagelse fra de lokale borgere bliver et mål i sig selv, og dét at give dem redskaber til at kunne stille deres lokale ledere til ansvar for bl.a. sundhedsfaciliteter, medfører en øget handlekraft og følelse af empowerment hos borgerne.

I 2014 gennemførte DMRU et læringsreview, der afdækker forskellige medlemsorganisationer og deres Syd-partneres arbejde med den rettighedsbaserede tilgang i deres projekter. Læs mere på www.dmru.org/rettigheder

Foto: Jonas og Eva Fibiger Diemer, BDM