At være i Tanzania for 2. gang

For 3 år siden fik vi mulighed for at følge vores mænd på rejsen til Tanzania, hvor deres primære opgave var at opsætte tandklinik i henholdsvis Sikonge og Sumbawanga. Mens de arbejdede, havde vi masser af tid på egen hånd. Vi gik ud blandt befolkningen med åbent sind og blev mødt med smil og åbenhed. Hvem var vi, og hvor kom vi fra? Vores og deres nygerrighed var gensidig.

Gensyn med kirken i Sikonge

Et gensyn med kirken i Sikonge var vigtigt for os, og på vejen dertil fik vi øje på et skilt til en Luthers bibelskole. En skole for både drenge og piger i alderen 12-18 år. Da vi nærmede os, kom en flok glade piger os i møde. Og da vi spurgte, om de ville vise os deres kirke, stimlede flere piger til. På vores opfordring gav de en sang, og en af pigerne indtog prædikestolen med en lille tale til os. Vi kvitterede med en lille sang, som straks  blev suppleret med rytme og dansetrin til stor morskab for os alle.
Det fællesskab, der hurtigt opstod imellem os, var ret enestående. Fra at der var en enkelt, der kastede sig ud i det engelske, var der pludselig flere. Ligesom vi var interesserede i dem, var de også interesserede i at vide, hvor vi kom fra, hvor gamle vi var, om vi havde børn osv. Vi snakkede på kryds og tværs og viste billeder.

 

Ønske om videre skolegang

Sidst vi var i Sikonge, mødte vi denne unge pige uden for familiens hus, et lille spisested, hvor vi spiste det skønneste måltid med svinekød stegt over bål. Pigen fortalte dengang, at hendes største ønske var at komme videre med sin skolegang. Vi opsøgte nu stedet igen og genkendte moderen og lillebroderen, som i mellemtiden havde lært engelsk. Han kunne fortælle, at han nu gik på skole i Tabora, og at hans storesøster gik på skole i Mbeya. En rigtig solskins historie.

 

Rundvisning på Peters House
På børnehjemmet Peters House var der synlig udvikling. Vi var på rundvisning med Thomas, som fortalte om de fælles visioner, mål og handlinger, der var aftalt blandt de voksne ansatte. De var ansvarlige hver især for hovedopgaver såsom rengøring, madlavning, oprydning, vandforsyning m.m. Hverdagens opgaver var strukturerede, og drengene fik herefter ansvarsområder eksempelvis at sørge for vand i dunkene både til drikkevand, rengøring og udskylning i toiletter. De daglige gøremål er blevet sat i gang, men det kræver tæt opfølgning og fastholdelse af aftaler.

 

Volontører i Peters House

Vi mødte 3 friske, unge volontører i Peters House. Dem havde børnene tydeligvis taget til sig. Volontørerne fortalte, at de netop havde haft deres første weekend på stedet, hvor de blandt andet havde set film og lavet snobrød, en stor fælles oplevelse for alle. Som en af deres opgaver havde de aftalt at færdiggøre udsmykningen af børnenes værelser med en klar forventning om, at børnene ville værdsætte og passe på deres nye omgivelser.

 

Glade og nysgerrige børn

Undervejs mødte vi mange børn, og fælles for dem alle var, at de virker umiddelbare og nysgerrige. Vi ser dem oftest i flokke og får hurtigt kontakt med dem. De virker glade og ser velnærede ud. Disse børn er på vej hjem fra skole. Der er undervisningspligt i Tanzania, og skoleuniform er obligatorisk. Så på den konto kommer ikke alle i skole. Vi hører udmærket engelsk fra flere af børnene. De er søde og lidt generte – der fnises, når nogle tør tale engelsk.

 

Flere glade og nysgerrige børn

Der er altid børn omkring os. På den nyetablerede landevej gik der et splitsekund, før en stor flok kom og fulgte interesserede med i, hvordan vi klarede et punkteret hjul. 

Tandlægernes værksted

Værkstedet på Peters House var Eriks og Hennings faste arbejdsplads, hvor vi og andre kunne følge med i, hvordan arbejdet skred frem, og de to tandlægeklinikker blev klar til opsætning på hospitalet i henholdsvis Sumbawanga og Sikonge. Det gav et særligt liv her på stedet og en erfaringsrelateret gevinst for de unge, mandlige volontører, hvis opgave var at færdiggøre den nye volontørbolig. Det betød, at man kunne hjælpes ad med indstilling af snedkerimaskiner og opsætning af strømforsyning. 

 

Tak for nu

Det har været en fantastisk oplevelse for os ”medfølgende” hustruer at få et kendskab til en flig af det liv, der leves i Tanzania. At opleve at det er muligt at gøre en forskel. At udvikling opstår imellem engagerede mennesker. Som almindelig turist ville de oplevelser, som vi har fået med os, ikke være mulige at komme i nærheden af. 
Der er sket meget, siden vi var der sidst, for 3 år siden. Gennem Brødremenighedens arbejde og indsats har vi oplevet, at respekt for og anerkendelse af befolkningen har afgørende betydning for forandring og udvikling. 
Af Inge Marie Brandhof og Mette Hust