Læs om nogle af hverdagens oplevelser som volontør:

Anne Gonge fortæller:

"Der er så meget at være taknemlig for! Nogle gange når jeg ligger i sengen om aftenen og er helt mæt af indtryk og øjenlågene kæmper for at holde sig oppe; så kan jeg alligevel ikke sove. Jeg kan ikke sove, fordi der er en glæde der bobler og syder indeni. En glæde over at være her, en glæde over oplevelser på række, en glæde over arbejdet her og en glæde over at høre Gud til."

"Jeg synes bestemt det ville være på sin plads, hvis jeg gik rundt med et go-pro-kamera lige mellem mine øjne, som konstant var tændt. Alle kunne have godt af at opleve dette land. Jeg er så taknemlig over også at komme tættere på børnene. Jeg oplever, hvordan man gennem relationer bare kan nå så langt med et barn, der har ar på sjælen og bare erfare udviklingen i et sådant forhold."

"Vi har netop afsluttet et omstændigt tøjuddelingsprojekt, der indebar at tælle og putte alt børnenes tøj i skemaer, for derefter at bruge mere end en hel lørdag på at uddele. Nogle af børnene havde seriøst ingen underbukser! Og langt de fleste havde kun 1 par. Jeg blev ret flov over hvor meget tøj, jeg har. Jeg har mere end alle børnene til sammen. Men sådan oplever jeg tit, at blive konfronteret og mindet om, hvor lidt jeg faktisk har brug for. Ligesom missionæren Steen, der har sit virke på et spedalskhedshospital i Sikonge i Nordtanzania, sagde det i en morgenandagt, så kan jeg ikke sætte fingeren på en eneste gang, hvor Gud ikke har givet mig, hvad jeg havde brug for. Han har langt fra altid givet mig, hvad jeg ønskede mig, men han har altid givet mig, hvad jeg havde brug for"

"Vi, volontører, og et missionærpar været på weekendtur til Kalambo Falls. Et mægtigt, overvældende vandfald på over 200m på grænsen til Zambia. Vildt flot og en super hyggelig tur, hvor vi også var ude og springe fra 8m høje klipper. Dette sidstnævnte var jeg KÆMPE fan af! Det var tæt på en landsby, hvilket resulterede i, at der efter kort tid var et ikke lille antal træbåde sejlet ud til os, for at 1) bade med os, 2) spørge om vi ville giftes med dem og 3) grine ad vores ynkelige svømmeevner sammenlignet med deres. Nogen af de små adrætte drenge lavede hovedspring fra de 8m høje klipper og gjorde det i dén grad med stil! Jeg følte mig lidt som en flodhest ved siden af deres heller ikke ringe dykkerier. Det var tydeligt, hvordan de var vokset op med og afhang af søen, de boede ved. Tanganyika søen. Så mægtig og livgivende. Fløjlsblødt vand, renere end dansk drikkevand nærmest. Nej, der var bestemt ikke meget at klage over. Jeg kunne have blevet her mange dage.. "

"Jeg har undervist i matematik og engelsk. Det er virkeligt et virke, jeg nyder. At kunne koncentrere sig og give undervisningsopmærksomhed til ofte kun et eller to børn er vildt godt. Børnene er slet ikke vant til så stor en investering fra lærernes eller nogen andres side. Så det handler meget om at vise, at det er ok at fejle. Det er de ikke vant til og tør heller ikke spørge om noget og lærer dermed utroligt lidt. Hvis man altid bare lærer udenad og skriver af fra en lærer, der heller ikke altid ved, hvad vedkommende har gang i, er det klart, man som 11-årig har svært ved 37+20. Men det er vildt givende at opleve udvikling, og at det trods den nærmest ikke-eksisterende hastighed, faktisk nytter. Desuden bliver min tålmodighed trænet! Det bedste er, når et barn oplever at lykkes med noget skolearbejde. Det er meget tydeligt her, hvor lav selvtillid de har."

"vi har besøgt forskellige tanzanianske venner, og det er spændende hver gang. Sidst endte vi til en eller anden graduationsfest for en ven til hende, vi egentlig skulle besøge, fordi han havde bestået det, der hedder form 4 i secondary school. Vel en slags gymnasium. Vi anede ikke det var en fest, og jeg kunne ikke engang huske festens hovedpersons navn, hvilket jeg da også lige fik gjort hele selskabet opmærksom på… Da vi endeligt fattede, hvad der foregik og havde fået stoppet vores grineflip over en, der bøvsede højlydt, blev vi tvunget til at skulle holde tale, og indlagt til en times langt foredrag fra hovedpersonens far om, at det var godt at gifte sig med hvide mennesker. Tak for kaffe! Tine skulle hjem til swahiliundervisning og blev nødt til at takke af, uvidende om, om det var totalt uhøfligt at gå så meget før tid, men helt ærligt. Vi anede jo ikke noget om, hvad den eftermiddag kom til at indebære. Og det er egentlig et ret præcist billede af, hvor tit vi render ind i et eller andet uforudset. Det næste bliver, at vi ikke lige har opdaget, at vi er til vores eget bryllup..!"

"Sidste weekend i september fyldte vi en bus med forventningsfulde og hyperaktive børn. Vi kørte en syv-otte timer på mildest talt elendige veje. Efter et par timer røg der en ret vigtig stang af det vindue, jeg sad ved, og så skulle vi ellers skiftevis sidde at holde vinduet på plads. Det var jævnt-svært på de vildt humpede støv-veje.. Senere røg der også en dør til bagagerummet af. Men vi havde en herlig tur! Intet mindre! Vi så massevis af dyr, og jeg havde glæden af at sidde ved de samme to drenge alle bustimerne – og det var så hyggeligt! Varmt og med aggressive tetze-fluer, men hyggeligt."

"Vi har været på overlevelsestur. Vi fyldte vores tasker med telte, soveposer, mad og andet gejl, og drog af sted mod Krokodilleøen (det hedder øen faktisk). Ude på øen slog vi vores telte op en meter fra vandkanten. Der blev også lige tid til den lille dukkert, inden det blev mørkt. Om aftenen sad vi og hyggede rundt om bålet under den vildt flotte stjernehimmel. Da vi vågnede næste morgen kunne vi vade direkte ud i søen og få en frisk morgendukkert, inden vi igen drog mod Kipili. På trods af at øen hedder krokodille øen, var vi dog ikke så heldige at spotte nogle krokodiller, eller det var måske heldigt nok.  Vi så dog en abe og nogle firben."